Det skal du tjekke når du køber brugt bil
Der er meget, der skal tjekkes, før det er sikkert at købe en brugt bil. Her kan du læse, hvad du skal gøre, før du underskriver slutsedlen.
Når du køber brugt bil, så skal du huske at tage den kritiske brille på. (Foto: Colourbox) Det kan være fristende at slå til, hvis prisen er billig, og bilen er i god stand. Men tænk over hvilke behov du og din familie har, før du handler.
- Når det er på plads, så undersøg hvem du handler med. Gå ind på for eksempel firmatjek.dk. Her kan du finde de firmaer, som har tabt en sag i Forbrugerklagenævnet, og som ikke har efterlevet afgørelsen, siger jurist Henrik Sedenmark, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Du kan også gå ind på omdømme.dk eller på trustpilot.dk og se andre forbrugeres bedømmelse af den brugtvognsforhandler, du vil købe bilen af.
Pas på sminkede lig
Køber du din bil hos en forhandler, har du den sikkerhed, at du er beskyttet af købeloven. Det er du ikke, hvis du køber bilen privat. Hvis det viser sig, at du har købt et sminket lig, så kan du kun gå til domstolen. Og det er de færreste, der har råd og overskud til det.
- Undersøg bilen, så du ikke bliver overrasket over, at airconditioningen ikke fungerer, og at højre baglygte ikke virker. Kør desuden en tur med bilen, siger Henrik Sedenmark.
Læg mærke til, om motoren starter med det samme, og om den er fri for mislyde under tomgangskørsel. Virker bremserne, og er bilen stabil under en opbremsning? Kontroller også, om håndbremsen virker. Tjek alle bilens funktioner.
Undsøg om der er gæld i bilen
Henrik Sedenmark anbefaler også, at man undersøger, om der er gæld i bilen, for hvis nogen har pant i den, så kan de komme og tage bilen. Du kan undersøge, om der er gæld i bilen ved at gå ind i bilbogen.
Tjek i det hele taget bilens papirer, registreringsattest, servicehæfte og en eventuel synsrapport. Det kan give dig en række nyttige oplysninger om bilen, som for eksempel indregistreringsår og seneste syn.
Når alt er gennemgået, og bilen bare er super, så vent endnu et minut, før du lægger pengene. For før du skriver under, skal slutsedlen læses grundigt igennem. Alt skal fremgå af slutsedlen. Også hvis du er blevet lovet ekstraudstyr i forbindelse med handlen.