Landbrugselev fik 0 kroner i løn
Unge bliver snydt:
3F måtte true jysk landmand med konkurs, før arbejdsgiveren betalte løn til ung landbrugselev. Eleven har nu fået efterbetalt knap 45.000 kroner.
En ung elev fik 0 kroner i løn for at passe køer hos en jysk landmand. Nu har eleven fået efterbetalt knap 45.000 kroner efter en faglig sag. (Arkivfoto) 0 kroner. Det var Christina Fjordsides løn for knap fire måneder som elev hos en midtjysk landmand. Som 16-årig begyndte hun i august 2010 som landbrugselev hos kvægbonden John Frederiksen fra Sjørup ved Viborg. Men ved udgangen af november havde hun fortsat ikke modtaget én krone i betaling fra sin arbejdsgiver.
3F Viborg måtte føre en faglig sag for eleven og indgive begæring om konkurs mod arbejdsgiveren, før han betalte sin gæld. Således fik Christina Fjordside for nylig efterbetalt i alt knap 45.000 kroner for manglende løn og feriepenge hos landmanden.
- Jeg er målløs over, at en arbejdsgiver vil udnytte en ung elev som fuldstændig gratis arbejdskraft. Det er en rigtig slem sag, siger Anders Carlsen, faglig sekretær hos 3F Viborg.
Følte sig som slave
Christina Fjordside var en stor del af perioden på landbrugsskole. Hos John Frederiksen bestod elevens arbejde i at fodre kalve samt hjælpe med at malke om morgenen og om aftenen på den ene af de to gårde, som landmanden drev.
- Jeg følte mig som en slave. Jeg arbejdede uden at få løn for det, siger Christina Fjordside.
- Jeg rykkede flere gange for min løn, men de betalte alligevel ikke. Mine forældre hjalp mig og gav mig lommepenge, siger hun.
Christina Fjordside sagde selv op hos landmanden, mens hun var på landbrugsskole.
Landmand: Uretfærdigt forlig
Landmand John Frederiksen er utilfreds med sagens udgang:
- Vi fik ikke så meget ud af det, fordi Christina havde et dårligt knæ, og hun skulle være meget mere på skole, end vi havde fået oplyst. Det var selvfølgelig vores fejl, at vi ikke tjekkede det. Men vi blev taget lidt med bukserne nede om anklerne, siger John Frederiksen.
- Jeg har det rigtig skidt med forliget. Det er ikke retfærdigt. Men jeg var nødt til at betale, da jeg ellers var blevet erklæret konkurs, siger han.
Christina Fjordside har droppet uddannelsen til landmand. Lige nu arbejder hun på en grillbar, men efter sommerferien begynder hun at læse på et gymnasium.