3F: Pas på erhvervsuddannelser ikke klemmes
S vil samle ungdomsuddannelserne. 3F er positiv, men advarer mod at uddannelserne bliver klemt i sammenlægning med gymnasier, HF og handelsskoler.
3F er venligt stemt over for mange af tankerne i det socialdemokratiske udspil, men ser gerne nogle garantier for, at de grupper 3F repræsenterer ikke bliver overset.
(Arkivfoto) Murere, tømrere og chauffører skal uddannes sammen med gymnasiasterne og handelsskole-eleverne på en række regionale Centre for Ungdomsuddannelser. De skal dele lokaler, kantine, ledelse og lærere - og der åbnes op for, at erhvervselever på højt niveau tager timer sammen med gymnasieeleverne.
Sådan kommer fremtidens uddannelsessystem til at se ud, hvis et nyt uddannelsesudspil fra Socialdemokraterne bliver til virkelighed.
Frygter prestigetab
Partiet håber at reformen vil styrke erhvervsuddannelsernes prestige både blandt de unge, deres forældre og politikerne, men netop her blinker advarselslamperne hos Danmarks største fagforbund 3F.
- Vi er rædselsslagne for, at erhvervsuddannelserne bliver glemt og mister prestige i de her uddannelses-mastodonter, siger forbundssekretær Per Christensen.
Han understreger, at 3F er venligt stemt over for mange af tankerne i det socialdemokratiske udspil, men gerne ser nogle garantier for, at de grupper 3F repræsenterer ikke bliver overset.
- Vi er grundlæggende positive og åbne over for forslaget, men vi frygter, at der ikke bliver tilstrækkeligt fokus på de ikke-boglige fag, siger Per Christensen.
Faget i centrum
Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini forstår godt bekymringen, men hun mener at et samlet uddannelsesmiljø for alle unge vil styrke de faglige uddannelser:
- Håndværket skal stå i centrum. Der skal fortsat være fokus på faget, men med vores forslag giver vi de unge nogle tilbud, der går på tværs af de uddannelser, vi kender i dag, siger Christine Antorini.
Hun tror ikke på, at en samling af ungdomsuddannelserne vil betyde et prestigetab for de faglige uddannelser.
- Nej, den frygt deler vi ikke. Mange unge har i dag fordomme om, at erhvervsskolerne er "taberskoler". Erfaringerne fra bl.a. Nakskov og Lemvig, hvor man har erfaringer med sammenlægninger, er at fordommene bliver brudt ned, og de unge får mere respekt for hinanden, siger den socialdemokratiske uddannelsesordfører.