Forsiden NyhederFortsat flere praktikpladserDet går fremad med antallet af praktikpladser til unge under erhvervsuddannelse. De nye praktikpladstal fra Undervisningsministeriet viser, at antallet af nye praktikpladser i årets to første måneder er steget fra 4.428 i samme periode sidste år til 5.290 pladser i år. Det er en stigning på 19 procent, og det er ikke mindre end fantastisk ifølge uddannelseskonsulent hos Dansk Arbejdsgiverforening, Simon Neergaard-Holm.- Vi ser i øjeblikket en fantastisk udvikling, hvor antallet af praktikpladser, understøttet af den gode konjunkturudvikling, vokser støt. Samtidig rasler antallet af praktikpladssøgende ned, siger han.Dermed mener, Simon Neergaard-Holm, at det er på tide, at der bliver gjort op med myten om den lange kø af unge, der står uden uddannelsesmuligheder.- Køen til praktikpladser bliver kortere og kortere for hver måned, derfor må den myte nu vige. Det er i virkeligheden vigtigt, at man ikke gør problemet større end det er, fordi det kan skræmme de dygtige unge væk fra erhvervsuddannelserne, fastslår Simon Neergaard-Holm.Hans råd til de unge, der trods den positive udvikling stadig står uden praktikplads, er at søge lidt bredere end de gør. Der er for eksempel ledige praktikpladser inden for plast, industriteknik, smed chauffør, fødevarebutikker, VVS, glarmester, bager og butiksslagter.Ifølge de nye oplysninger er antallet af elever, som søger praktikplads, ligeledes faldet til 7.049 elever, og det er 3319 færre end februar sidste år.Af Henriette Kirkegaard (NET-Redaktionen, Lynx Media)