Alle på Novo Nordisk skal være faglærte
Alle specialarbejdere på Novo Nordisk vil få tilbudt en uddannelse som industrioperatør. 3F'ernes tillidsrepræsentant kalder aftalen en udfordring til globaliseringen.
Skønsmæssigt 2.200 specialarbejdere på Novo Nordisk mangler i dag en erhvervsuddannelse. (Foto. Per Daugaard) Det er formentlig Danmarkshistoriens største uddannelsesaftale, 3F'erne på Novo Nordisk har indgået med ledelsen. Over de næste syv år vil mindst 980 specialarbejdere blive tilbudt en uddannelse som industrioperatør, mens de får fuld løn. Og hvis det ikke er nok, vil man fortsætte længere endnu.
- Målet er, at alle får en faglært uddannelse. Og i realiteten fortsætter vi, til der ikke er flere ufaglærte på virksomheden, siger Niels Erik Olsen, der er fællestillidsrepræsentant for LO-medlemmerne i Novo Nordisk i hele landet.
P.t. er der cirka 2.750 specialarbejdere i koncernen, og Niels Erik Olsen skønner, at 2.200 af dem mangler en erhvervsuddannelse. Den foreløbige plan er at uddanne 140 om året de næste syv år.
Merit for tidligere kurser
- Der er jo nogle, der falder fra undervejs, fordi de får andet job eller går på pension. Nu begynder vi med de første 140 til næste år, og så må vi se, om det bliver nødvendigt at speede tempoet op. Jeg forestiller mig, at det bliver en løbende proces, der ikke kan begrænses til syv år, siger han.
For en voksen medarbejder tager det som udgangspunkt halvandet år at gennemføre uddannelsen, men medarbejderne på Novo kan få merit for tidligere kurser og dermed nedsat studietid. Det er en del af aftalen, at der vil blive ansat ledige eller vikarer til at dække ind for de faste medarbejdere.
En udfordring til globaliseringen
Industrioperatøruddannelsen er valgt, fordi den dækker alt arbejde i en industrivirksomhed. Novo Nordisk har hyppigt brug for at flytte medarbejdere fra en del af virksomheden til en anden - blandt andet fordi en del arbejdspladser i de senere år er flyttet til Brasilien og Kina.
- Det her er vores udfordring til globaliseringen. På den måde kan vi beholde de mest kompetencekrævende job i Danmark, mens de mindre krævende job flytter til udlandet, siger Niels Erik Olsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Novo Nordisk' ledelse til denne artikel.