2,5 millioner for en smadret ryg
Hver femte håndværker siger ikke fra over for farligt arbejde. Det kostede 32-årige Karsten en smadret ryg at arbejde på et farligt stillads.
Karsten Bonde Andersen kommer sjældent uden for huset i Bjerre syd for Horsens. For fire år siden faldt han fra et usikkert stillads og fik ødelagt ryggen. Så nu er han stavnsbundet til huset, som han siger. (Foto: Niels Åge Skovbo) Tømrer Karsten Bonde Andersens ryg blev knust, fordi han ikke turde kræve et sikkert stillads. Og han er ikke alene om at acceptere farligt arbejde.
Hver femte byggearbejder udfører farligt arbejde, afslører en rundspørge fra Analyse Danmark blandt 242 byggearbejdere i 3F. De siger ikke fra over for chefen, fordi de frygter en fyreseddel, svarer de i undersøgelsen.
32-årige Karsten Andersen har fået 2,5 millioner i erstatning. Men han kan aldrig arbejde igen.
Det blæste op
Han havde bidt mærke i, at stilladset ikke var sikret og manglede afskærmning, men sagde ikke noget. Presenningen over taget på Aarhus-villaen var ved at ryge af. Karsten tog en bjælke og forsøgte at jage plastikken på plads. Men mistede balancen og faldt ned fra det usikre stillads, 2,5 meter. Han landede på lænden oven på skruemaskinen, der stadig sad i bæltet.
- Jeg skulle have sagt til mester, at der skulle rækværk på. Men hvis man altid er den, der brokker sig, ryger man også ud først, forklarer han.
Ryggen fik et knæk, og to operationer og et væld af skruer har ikke kunnet få orden på nervebanerne. Resten af livet er han henvist til førtidspension.
- Det, jeg savner allermest, er, at nogen har brug for mig, siger han.
Autocamperen
3F har ført sag i arbejdsskadestyrelsen og skaffet 2,5 millioner hjem til familien. Pengene skal blandt andet gå til en autocamper med en speciallavet madras. I dag kan de ikke tage på besøg hos venner og familie, de er stavnsbundet til huset.
Men med autocamperen har de et håb om, at familien kan tage ud af huset, fordi Karsten Bonde Andersen kan lægge sig ud i autocamperen, når smerterne rammer ham.
- I starten havde jeg ondt af mig selv. Men nu har jeg det sådan, at jeg må få det meste ud af livet.