940.000 kroner til to fleksjobbere

Den tidligere Farum Kommune lønnede to fleksjobbere forkert i otte år. Nu har de fået 940.000 kroner tilsammen.

Helle fik en ekstra julegave i år - 300.000 kroner fra den gamle Farum Kommune for efterbetaling af løn. (Illustration: Bob Katzenelson)Helle fik en ekstra julegave i år - 300.000 kroner fra den gamle Farum Kommune for efterbetaling af løn. (Illustration: Bob Katzenelson)

“Det var saftsusme da dejligt!”

Helle, 63, har fået en god julegave i form af 300.000 kroner. I 2000 blev hun ansat i et fleksjob i den gamle Farum Kommune i Nordsjælland. Hun og en kollega, der også var fleksjobber, var indplaceret på løntrin 9. Det skulle have været 17.

3F fandt fejlen i 2008, da man gennemgik lønoplysningerne for en række medarbejdere i kommunen. Kommunen havde samtidig helt forsømt at indbetale pension til Helles kollega.

I alt har den nye Furesø Kommune nu efterbetalt godt 940.000 kroner til de to medarbejdere.

- Jeg gik i god tro og troede, jeg fik den rigtige løn. Så jeg blev godt nok overrasket, da jeg fandt ud af, at de havde snydt mig for så meget, siger Helle.

Hun har blandt andet slidgigt, og i den sidste tid som fleksjobber kunne hun kun arbejde tre timer om dagen og måtte hentes og bringes i bil.

Helle er i dag førtidspensionist.

- Jeg skal have mig et nyt køleskab og måske et nyt tv, siger hun.

75.000 kroner i bod

Arbejdsretten har også afgjort, at Furesø Kommune skal betale 3F 75.000 kroner i bod. Mette Marie Winther, leder af personaleafdelingen i Furesø Kommune, forklarer, at de to fleksjobbere blev indplaceret forkert fra begyndelsen.

- Og så har den jo kørt derfra. Hun understreger, at sagen blev overtaget fra Farum Kommune.

- Vi startede en kvalitetsgennemgang af personalesagerne, da vi blev Furesø Kommune. Så vi fandt også selv frem til den manglende pension på nogenlunde samme tid, som 3F opdagede, at lønnen var forkert, siger personalelederen.

Helle har ikke ønsket at få sit efternavn frem, men det er redaktionen bekendt.