Underbetalte udlændinge bygger Metro
Timeløn helt ned til 74 kroner i stor sag om løndumping på Københavns metrobyggeri.
Den nye metro i København skal give 1.200-1.500 arbejdspladser om året frem mod åbningen i 2018. (Arkivfoto: Harry Nielsen) Knap er arbejdet på Københavns nye Metro til 21 milliarder kroner startet, før den første sag om underbetalt arbejdskraft dukker op.
Tre italienske firmaer har i et halvt år arbejdet uden dansk overenskomst. Lønnen for de udenlandske ansatte på det offentlige prestigebyggeri har i flere tilfælde været halvdelen af, hvad danske betonarbejdere tjener, vurderer fagforeningen 3F.
- Vi har set deres kontrakter og lønsedler og kan se, at de har fået for lidt i løn. Nogle har fået 74 kroner i timen, siger faglig sekretær i 3F Bygge, Jord og Miljø i København Jesper Weihe.
Desuden har de ansatte ikke fået pension fra november sidste år til april i år.
Bygherre går ind i sagen
Ifølge kontrakten med den italienske hovedentreprenør, Copenhagen Metro Team, skal alle ansatte - også udenlandske arbejdere - have løn efter danske forhold.
3F har derfor krævet, at italienske Trevi efterbetaler løn og pension til de ansatte. Ledelsen i Trevi-koncernen har accepteret at forhandle med 3F for to af de tre datterselskaber. Men HR-chef i Trevi Gitte Barfoed afviser, at de ansatte i datterselskabet Soilmec skal have dansk overenskomst.
- Det er ikke relevant for 3F. For de medarbejdere er her i nogle få uger og tager så af sted igen, siger Gitte Barfoed.
Erkender fejl
Kritikken fra 3F får nu det offentligt ejede Metroselskab til at gå ind i sagen.
- Vi har bedt CMT (hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team, red.) undersøge 3F's henvendelse vedrørende Soilmec, og såfremt kontraktens forpligtelser ikke bliver overholdt sørge for, at dette bringes i orden, svarer teknisk direktør i Metroselskabet, Erik Skotting, i en mail.
Trevis HR-chef erkender, at det er en fejl, at Trevi ikke har indgået dansk overenskomst fra starten.
- De kender ikke så meget til arbejdsforholdene i Danmark. De burde have indgået overenskomst, men det har de ikke gjort, siger Gitte Barfoed.