Få gang i hverdagen uden skænderier
Mange par kender til skænderier i hverdagen, og efter en ferie, hvor man har slappet af, kræver det en ekstra indsats at få en god hverdag uden for mange kurrer på tråden.
Når ferien er slut, og hverdagen begynder, kan det give bagslag, at man ikke har fået talt ordentligt sammen, mens man havde tiden til det. (Foto: Colourbox) Selvom januar måned er den måned på året, hvor flest par går fra hinanden, så kommer august måned stærkt lige efter. For knirker parforholdet, så er tre ugers rejse sydpå ikke nok til at pleje forholdet.
- Mange par prioriterer ikke at snakke ordentligt sammen og få talt ud om, hvad de forventer af sommerferie og hverdag, siger Mette Haulund, der er coach og stifter af parforholdsraad.dk og skilsmisseraad.dk.
- Og så er det altså, at tingene går galt, når man har forskellige forventninger, som man ikke får indfriet.
Lyt til hinanden
Når ferien er slut, og hverdagen begynder, kan det give bagslag, at man ikke har fået talt ordentligt sammen, mens man havde tiden til det. Derfor er det ifølge Mette Haulund vigtigt, at man hele tiden evaluerer og prioriterer tid til hinanden.
- Og så er det alfa og omega, at man hører efter hinanden og kan finde ud af at tale rigtigt sammen, for det er der mange, som ikke kan, forklarer Mette Haulund og uddyber:
- Mænd og kvinder er dårlige til at lytte til hinanden, fordi vi tager for givet, hvad partneren siger. Det vil man aldrig gøre ved en kollega eller arbejdsgiver.
Det kræver arbejde
Mette Haulund råder par til, at man bruger tid på at lave et såkaldt værdigrundlag, hvor man finder fælles værdier i hverdagen samt eget værdigrundlag. På den måde kan man bedre få tilgodeset ting, man sætter pris på som par, men også hver for sig.
- Det er uromantisk at arbejde på at få et godt parforhold, og der er ingen tvivl om, at det er lettere at ødelægge et forhold, end det er at pleje det, siger Mette Haulund.
- Men belønningen er jo i sidste ende, at man kan nyde sin hverdag sammen med den, man stod i kirken eller rådhuset og sagde ja til.