Principsag om fyring af handicappede

Er den invaliderende sygdom sclerose et handicap? Det afgør Landsretten torsdag i principiel sag om, hvornår man er handikappet og dermed beskyttet af loven om ligebehandling.

Jane Korczak håber, at landsretten i morgen går mod byretten i sagen, om sclerose er et handikap. (Foto: Harry Nielsen.)Jane Korczak håber, at landsretten i morgen går mod byretten i sagen, om sclerose er et handikap. (Foto: Harry Nielsen.)

Handicappede er beskyttet mod afskedigelse, fordi de kan søge hjælp i lovgivningen om forskelsbehandling. Samme status har ansatte, der bliver syge ikke.

Men grænsen mellem sygdom og handicap er flydende og skal defineres af domstolene.

Der er den første sag på området, og derfor venter såvel flere fagforeninger som handicaporganisationer spændt på udfaldet af en principiel sag, som Vestre Landsret afgør torsdag.

Sagen handler om en scleroseramt kvinde fra Århus, der blev fyret. Sammen med sin fagforening HK rejste kvinden sagen, fordi hun mente, at afskedigelsen skyldtes den invaliderende sklerose og dermed var i strid med loven.

Men kvinden og HK tabte sagen ved byretten i Århus, fordi retten ikke anså sclerose som et handicap, men blot som en sygdom.

HK har anket sagen, og ligesom HK er 3F uenig i byrettens restriktive fortolkning af handicapbegrebet.

- Jeg håber meget, at dommerne i Landsretten kommer frem til et andet resultat end byretten. Afgørelsen i retssalen er yderst vigtig, fordi grænsen mellem, hvad, der er et handicap, og hvornår, der alene er tale om en sygdom, ikke er defineret i lovgivningen, siger næstformand i 3F Jane Korczak.

Grænsetilfælde

I den tabte sag fra Århus lagde dommeren vægt på, at der findes flere typer sclerose, og diagnosen i sig selv ikke er et handicap.

Men sclerose kan medføre ringere funktionsevne hos den ramte, og det kan betyde, at sygdommen skal betragtes som et handicap.

- Loven lægger vægt på, om funktionsnedsættelserne er varige, og i sagen fra Århus skelede dommeren til, om der var tildelt sociale ydelser, der kunne tyde på afhjælpning af handicap. Det var der - efter dommerens vurdering - ikke til trods for, at den scleroseramte kvinde var tildelt et fleksjob, uddyber Jane Korczak.

Da dommen faldt i byretten i Århus, blev den kaldt "en handicappolitisk katastrofe" af Center for Ligebehandling af Handicappede.

Centrets leder Mogens Wiederholt kaldte i 2006 dommen og dens præmisser svært gennemskuelige.