CooP Danmark godkender svinefarme
Forholdene på Poldanor har ikke været i orden, men det er de nu, siger CooP Danmarks miljødirektør Mogens Werge efter besøg i Polen. Sag om dyremishandling på slagteri droppet.
CooP Danmark fortsætter med at sælge svinekød fra slagteriet Prime Food. Forholdene omkring svineproduktionen - herunder de åbne gyllelaguner - er nemlig nu bragt i orden. Efter at Landbrugsorganisationen Frie Bønder - Levende Land lige før jul opfordrede forbrugerne til at boykotte kød i CooP Danmarks kølediske fra Poldanors polske svinefarme på grund af blandt andet miljøsvineri fra åbne gyllelaguner, har butikskæden nu besøgt svinefarme og slagteriet Prime Food i Polen for at tjekke forholdene.
Åbne laguner uacceptable
Miljødirektør Mogens Werge kunne under sit to dages besøg mellem jul og nytår på blandt andet Poldanors største svinefarm i Koczala konstatere, at lagunerne nu er overdækkede.
- Forholdene skal være i orden, det har de ikke været, men det er de nu. Og mit generelle indtryk er, at der ikke længere er noget, der foruroliger. Men vi har pointeret, at det var uheldigt, at lagunerne ikke var overdækkede - det er helt uacceptabelt, siger han.
Voldsom kritik kræver tjek
Han peger på, at CooP Danmark ikke kan leve med en produktion, der giver anledning til så voldsom kritik, uden at undersøge forholdene ved selvsyn
- CooP Danmarks miljøpolitik stiller krav om, at leverandørernes produktion skal overholde gældende regler, og de krav skal vi selvfølgelig være sikre på opfyldes, siger han.
Dyremishandlingssag væk
Miljødirektøren besøgte også Poldanors slagteri Prime Food, der har været anklaget for dyremishandling i forbindelse med slagtning. Men klagen fra polske miljøaktivister over dyremishandling er nu blevet henlagt.
- Det var også den besked, vi fik fra Prime Fod, og vi er selvfølgelig tilfredse med, at der ikke var dyremishandling inde i billedet, siger han.
Vil mødes med bønder
Han oplyser, at Poldanors varer bliver på CooP Danmarks hylder.
- Men CooP Danmark er åbne overfor et møde med landbrugsorganisationen Frie Bønder - Levende Land. Vi vil meget gerne drøfte det miljømæssige med landmændene, siger Mogens Werge.