Mange er fortsat på supplerende dagpenge
Trods lav arbejdsløshed er antallet af ledige med supplerende dagpenge i mere end 15 uger kun faldet lidt, viser nye tal. Det er "rivravruskende galt", mener Thomas Adelskov (S).
I øjeblikket bruger regeringen mange ressourcer på at lede efter østeuropæisk og anden udenlandsk arbejdskraft, selvom vi har en kæmpe arbejdskraftreserve herhjemme, som vi ikke udnytter. Det er et vanvittigt paradoks, mener Thomas Adelskov. (Foto: Arkiv.) Selvom antallet af ledige er styrtdykket de senere år, er der ikke sket det samme fald, når man ser på antallet af ledige på dagpenge.
Det viser en opgørelse, som Beskæftigelsesministeriet har lavet til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.
Se tabellen i fuld størrelse.
- Der er et eller andet rivravruskende galt, når deltidsbeskæftigelsen ikke er faldet særlig meget i en situation, hvor virksomhederne hævder, at der er arbejdskraftmangel, siger Thomas Adelskov, Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører.
Fra 1999 til 2003 steg antallet af personer med supplerende dagpenge fra cirka 150.000 til 160.000. Herefter er det dog faldet til cirka 125.000 i 2006. Men det er især antallet af ledige med supplerende dagpenge i mindre end 15 uger, der er faldet.
Ser man derimod på ledige, der har fået supplerende dagpenge i mere end 15 uger, er tallet i dag højere end i 1999, og er kun faldet ganske lidt de senere år.
Adelskov: Stor reserve
- Vi ved fra alle mulige undersøgelser, at der er en masse mennesker på deltid, som ønsker fuldtid, men som ikke kan få det. Derfor er det en stor arbejdskraftreserve. I øjeblikket bruger regeringen mange ressourcer på at lede efter østeuropæisk og anden udenlandsk arbejdskraft, selvom vi har en kæmpe arbejdskraftreserve herhjemme, som vi ikke udnytter. Det er et vanvittigt paradoks, mener Thomas Adelskov.
- Vi har næsten 100.000 ledige. Vi har 12.000 på ledighedsydelse, som venter på et fleksjob. Vi har tusinder på supplerende dagpenge. Så der er en kæmpe reserve at dykke ned i – det handler egentlig bare om at ansætte dem, siger han.
Politikerne har tidligere talt om indgreb overfor de supplerende dagpenge.
- Man kunne forestille sig, at man indenfor områder med meget lav ledighed ikke længere kan få supplerende dagpenge. Her taler vi om folk, der får supplerende dagpenge med en frigørelsesattest, og ikke hjemsendelser på grund af vejrlig med videre. Men her ved vi, at kommunerne bruger systemet kraftigt med at opslå deltidsstillinger, påpeger Thomas Adelskov.
Han vil nu stille supplerende spørgsmål til ministeren, blandt andet om, hvordan folk med supplerende dagpenge fordeler sig på a-kasserne.