SF: Ingen mister dagpenge i 2012

Tusindvis står til at miste dagpengene til juli næste år. Hvis Socialdemokraterne og SF kommer til magten, vil SF forhindre det med et midlertidigt system.

De tusindvis af dagpengemodtagere, der vurderes til at miste dagpengene til næste år, kan nu ånde lettet op. I hvert fald hvis SF kommer i regering. De vil nemlig sørge for, at de personer, der har fået halveret deres dagpengeperiode som følge af regeringens genopretningspakke, ikke bliver sendt på kontanthjælp.

- Vi skal finde en overgangsløsning, så tusindvis af dagpengemodtagere ikke ender med at blive ofre, siger Ole Sohn, der er gruppeformand i SF.

Ole Sohn påpeger, at de bebudede resultater af trepartsforhandlinger muligvis ikke vil nå at have trådt i kraft inden skæringsdatoen næste år. Det kommer an på, hvornår folketingsvalget kommer. Lige efter sommerferien eller først til november.

AK-Samvirke positive

Hos AK-Samvirke mener direktør Verner Kirk, at det er gode røster, der kommer fra oppositionen:

- Det er nødvendigt og sympatisk at gøre på den korte bane. Men man bliver også nødt til at kigge på den lange bane, forklarer han.

Ole Sohn er enig og påpeger, at hele dagpengesystemet skal moderniseres.