Dokumenteret angreb på lønmodtagere
Nye tal fra LO og A-kassernes Samvirke viser, at mindst 67.000 personer - heraf 25.000 SiD'ere - vil blive ramt af regeringens foreslåede dagpengebesparelser.
Reinhard Duderstadt arbejder tre nætter om ugen som avisbud-afløser. Han vil miste flere tusinde kroner om måneden i supplerende dagpenge. Læs mere om hans situation i Fagbladet, der udkommer fredag den 19. september. (Harry Nielsen) Regeringens planer om at spare 800 millioner kroner på dagpengene vil ramme mindst 67.000 lønmodtagere.
Det viser tal fra AK-Samvirke, der i samarbejde med LO har gennemført en data-analyse i fem a-kasser. De fem kasser er TIB, SiD, HK, KAD og OAA (Offentligt Ansattes a-kasse), som dækker cirka 37 procent af det samlede antal a-kassemedlemmer i Danmark.
Tallene fra datakørslerne viser, at alene i de fem a-kasser vil cirka 61.500 medlemmer blive ramt. Tilsammen vil medlemmerne miste 180 millioner i supplerende dagpenge om året.
Tallene er beregnet ud fra, hvis regeringens spareplaner var indført sidste år og dækker år 2002.
Hertil kommer, at Metals A-kasse har oplyst, at spareplanerne vil ramme 5.600 af deres medlemmer og koste dem cirka 25 millioner kroner. Altså i alt cirka 67.000 lønmodtagere, der samlet vil miste 205 millioner kroner årligt.
Rammer dybt ind i almindelige lønmodtagere
- Der er nu klar dokumentation for, at regeringens forslag rammer dybt ind i almindelige lønmodtageres rækker, siger leder af SiD's A-kasse Morten Kaspersen.
Beregningerne her gælder alene den del af regeringens forslag, der handler om ændre reglen om, at man skal være ledig mindst én dag om ugen for at have ret til supplerende dagpenge.
Regeringen ønsker at ændre det til to dage.
Det rammer alle dem, der i dag arbejder mere end 22,2 timer om ugen, men mindre end 29, 6 timer.
- Regeringens forslag går ud over de lønmodtagere, der i forvejen har svært ved at få tingene til at hænge sammen, fordi de ikke kan få et fuldtidsjob, siger Morten Kaspersen.