Kritik af dagpenge-forslag tager til

Flere arbejdsgiverorganisationer deler fagbevægelsens frygt for dagpengeindgreb. Enigheden skaber øget pres mod regeringen, mener SiD's a-kasse

Dansk Byggeri bryder sig ikke om  regeringens bebudede indgreb i dagpenge-retten, da det forringer byggeriets mulighed for at sende deres medarbejdere hjem i tilfælde af dårligt vejr på byggepladsen.  (Harry Nielsen)Dansk Byggeri bryder sig ikke om regeringens bebudede indgreb i dagpenge-retten, da det forringer byggeriets mulighed for at sende deres medarbejdere hjem i tilfælde af dårligt vejr på byggepladsen. (Harry Nielsen)

Flere arbejdsgiverorganisationer tilslutter sig nu lønmodtagerorganisationernes frygt for et kommende indgreb i dagpengeretten.

Senest har Dansk Byggeri udtrykt frygt for, at strammes mulighederne for at kunne få supplerende dagpenge vil det give et pres på arbejdsgiverne ved overenskomstforhandlingerne.

- Flere og flere arbejdsgivere har indset, at et indgreb i dagpengeretten vil få alvorlige konsekvenser for deres ansatte, og for mulighederne for at bevare et fleksibelt arbejdsmarked. Det er fint, at både lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer nu klart peger på de negative konsekvenser af planerne, siger Morten Kaspersen, leder af SiD's a-kasse.

- Jeg håber, at protesterne gør indtryk på Beskæftigelsesministeren, siger han.

25.000 SiD'ere rammes

SiD har tidligere fremlagt beregninger som viser, at regeringens spareplaner på området vil ramme omkring SiD-medlemmer.

Det er regeringens udkast til Finansloven for 2004, der har bragt spareplanerne på dagpengene frem. En af planerne er at begrænse muligheden for at få supplerende dagpenge.

For eksempel skal det frem over højst være muligt at arbejde tre dage om ugen for at få supplerende dagpenge ved siden af. I dag kan en lønmodtager arbejde op til fire dage om ugen og modtage supplerende dagpenge samtidig.

Spareplanerne vil - hvis de vedtages - især ramme grupper, der ikke altid har mulighed for at arbejde på fuld tid.

Et kor af advarsler

Først var det SiD og CO Industri-området, der meldte ud, at ændres forudsætningerne, så medlemmerne selv skal betale, så vil der frem over ikke blive indgået overenskomster med mulighed for hjemsendelse.

Også fiskeribranchen har klaget over, at det er umuligt at tilrettelægge produktionen på længere sigt, da produktionen afhænger af hvornår der kommer fisk ind, og at et indgreb vil ramme branchen hårdt.

Nu har også Dansk Byggeri meldt sig med frygt, da det også vil ramme byggeriets mulighed for at sende deres medarbejdere hjem i tilfælde af dårligt vejr på byggepladsen. Fjernes muligheden for supplerende dagpenge, vil det naturligt også skabe et øget pres på byggeriets arbejdsgivere ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Gartneribrugets Arbejdsgiverforening har mange ansatte på variabel tid, og derfor har SALA bragt branchens bekymringer videre til beskæftigelsesministeren.

Lovforslag ventes fremsat om kort tid

Også HTS (Arbejdsgiverforeningen for handel, transport og service, der blandt andet omfatter fiskeribranchen) følger udviklingen tæt. Herfra siger direktør Peter Albæk Petersen, at det er vigtigt at forstå de vilkår, som virksomheder i servicesektoren og deres ansatte lever under.

Det lovforslag om ændringen af loven om arbejdsløshedsforsikring, som konkret skal udmønte besparelserne, er endnu ikke fremsat. Det ventes fremsat af beskæftigelsesministeren i begyndelsen af november.