Finanslov: Udsigt til 15.000 private job
Finanslov:
Forslaget til finanslov 2014 er klar. Det indeholder de varslede stramninger mod social dumping. Og så venter regeringen et løft på 15.000 private job. 3F uddeler roser til investeringer i sundhed, men efterlyser flere jobinitiativer.
Det er positivt, at regeringens finanslov har fokus på jobskabelse. Fortsættelsen af boligjobordningen, renovering af almene boliger og stigningen i de offentlige investeringer vil give arbejde til 3F’s medlemmer. Og det er et skridt i den rigtige retning, siger Poul Erik Skov Christensen, der er forbundsformand for 3F. Stram mod snyd, stærk på sundhed. Vækst i private job.
Sådan lyder overskrifterne, der dækker regeringens udspil til finanslov. I hvert fald, når man ser på, hvad der er rettet mod arbejdsmarkedet. De nye job skyldes, at boligjobordningen fortsætter, en stigning i de offentlige investeringer og renovering af almene boliger.
Finansloven lægger også op til, at der skal bruges 150 millioner kroner til forebyggelse af sygdom og nedslidning. Samtidig er der, som varslet i sidste uge, sat godt 75 millioner kroner af om året i 2014, 2015, 2016 og 2017. De skal bruges til indsatsen mod social dumping.
Stærkere arbejdsliv
I sidste uge roste 3F den skærpede indsats mod social dumping. Og Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen kalder det glædeligt, at der er sat midler af, der kan sikre et længere og bedre liv til de danskere, der har kort uddannelse.
Han er også glad for, at regeringen har fokus på jobskabelse i finansloven. Men 3F efterlyser flere initiativer.
- Regeringen gør selv opmærksom på, at vi endnu ikke er ude af krisen. Og de ekstra arbejdspladser, der forventes næste år, opvejer jo langt fra de tusindvis af jobs, der er forsvundet under krisen. Derfor synes jeg, at regeringen burde have taget endnu flere jobskabende initiativer, siger 3F's forbundsmand, Poul Erik Skov Christensen.
Let speederen
Finansloven bærer præg af, at regeringen vil holde dansk økonomi i stramme tøjler. Omvendt har de økonomiske vismænd opfordret til, at der bruges flere penge på initiativer, der kan skabe vækst og job her og nu. Det er 3F enig i. Men det lægger regeringen ikke op til.
- Vi bliver nok aldrig enige med regeringen om, hvor hårdt man skal trykke på speederen for at skabe job. Jeg er enig med vismændene i, at der plads til en mere ekspansiv finanspolitik, siger Poul Erik Skov Christensen.