Ny film: Fair play for bygningsarbejdere i Sydafrika
1-0 til bygningsarbejderne i Sydafrika. VM i fodbold er blevet brugt som løftestang for bedre løn og arbejdsvilkår for de arbejdere, der har bygget stadions. Se 3F's nye video.
Crecentia Mofokeng fra bygningsarbejdernes internationale sammenslutning forklarede FIFA, at ansvaret for arbejdsforholdene op til VM i sidste ende var deres. 'Soccer City' i Johannesburg er et symbol for de første afrikanske verdensmesterskaber i fodbold. Her spilles finalen på søndag. Men 'Soccer City' er mere end det.
For BWI - Det Internationale Forbund af Bygningsarbejdere - er det store stadion også blevet et symbol på, at store sportsbegivenheder som VM i fodbold, kan bruges som løftestang for bedre løn og arbejdsvilkår for byggearbejderne.
Med støtte fra blandt andet 3F har BWI i flere år arbejdet på at få FIFA - Det Internationale Fodboldforbund - til at sætte ordentlige arbejdsforhold på dagsordenen.
3F har produceret en kort film om bygningsarbejdernes kamp for bedre forhold i Sydafrika. Klik på linket til højre for at se filmen.
Argumentet har været, at man ikke kan tale om ”fair game” under et VM, hvis der spilles fodbold på et stadion, der er bygget af uorganiserede og underbetalte byggearbejdere med dårlig sikkerhed og mange arbejdsulykker.
Efter flere års kampagne lykkedes det at få FIFA til at skrive under på at 'ordentlige arbejde' må og skal være en del af dagsordenen, når der bygges infrastruktur – for eksempel stadions og veje – i forbindelse med VM:
- I begyndelsen sagde FIFA, at det ikke vedkom dem, siger Crecentia Mofokeng, som er regional leder af BWI for Afrika og Mellemøsten:
- De sagde, at de ikke var arbejdsgivere – det var ikke deres ansvar.
Men den gik ikke:
- Vi måtte forklare dem, at ansvaret i sidste ende var deres. De havde givet fuldmagt og sat byggerierne i gang. De ønskede stadions i verdensklasse og en velfungerende infrastruktur. Men for at bygge er der brug for arbejdere. Og hvis byggerierne skulle presses hurtigt igennem, så kunne det også give mange arbejdsulykker – og så ville det være deres ansvar, siger Crecentia Mofokeng.
Da Sydafrika vandt retten til at hold VM stod det klart, at det ville give en boom i byggeriet. Og i 2007 besluttede BWI, at sætte kampagnen i værk, som fra starten var tænkt stort:
- Vi ser Sydafrika som international spydspids – som rollemoden for, hvordan man som fagforening kan udnytte store sportsbegivenheder, siger Crecentia.
Fagforeninger stod sammen
Første skridt var at få de lokale fagforeninger til at arbejde sammen. Der er tre af dem – alle med i BWI. Indtil da kunne de ikke være i stue sammen. De kæmper om medlemmerne. Men det lykkedes at få dem til at samarbejde i den gode sags tjeneste.
En del af kampagnen gik ud på at oplyse offentligheden om byggearbejdernes arbejdsvilkår på de store VM- byggerier. Med et krav om, at der skulle være ret til kollektive forhandlinger.
En anden del gik på at undersøge byggebranchen og at offentliggøre tal for deres enorme overskud og for direktørernes lønninger.
Målrettet organisering af alle arbejdere på de forskellige VM-byggerier var endnu et element. Og endelig søgte fagforeningerne kontakt til alle de parter, der var involveret i VM. Herunder FIFA og det lokale fodboldforbund.
- Jeg tror, man kan sige, at det er første gang at fagforeningen var udfarende og proaktiv. For eksempel lykkedes det at påvirke offentligheden ved at bruge VM. Vi skabte interesse om byggearbejdernes vilkår – som var ukendte for de fleste. Vi skabte en sympati for sagen, og vi fik også ændret synet på fagforeningerne – så vi ikke blot betragtes som ballademagere, siger Crecentia Mofokeng.
Bedre sikkerhed
Kampagnen gav resultater. For eksempel når det gjaldt sikkerhed og sikkerhedsudstyr - som ikke er en selvfølge på sydafrikanske byggepladser. Der er gennemført sikkerhedskurser og oprettet sundhedsklinikker. Og mange arbejdere er blevet videreuddannet i de år, byggerierne har stået på. Endelig er der forhandlet kollektive overenskomster. Og ikke mindst: Også underentreprenører blev omfattet af aftalerne. Ligesom mellemmændene blev det – det vil sige små firmaer, som lever af at sælge andres arbejdskraft.
Både underentreprenører og mellemmænd ('labour brokers') bruges ofte til at omgå de kollektive overenskomster.
- Vi kørte kampagne mod mellemmændende – og vi lavede research på disse usynlige arbejdsgivere, som overtrådte aftalerne og brugte uorganiseret arbejdskraft. Der var mange eksempler på grov underbetaling og manglede sikkerhedsudstyr. Så vi fik regeringen til at sætte det på dagsordenen, siger Crecentia Mofokeng.
Men ikke kun byggearbejderne har haft gavn af kampagnen for ”fair game – fair play”. For eksempel er den også blevet brugt i tekstil-industrien for at sikre ordentlige vilkår i de virksomheder, der fremstiller reklame t-shirts. Også gadehandlere, hotelarbejdere og transportarbejdere har brugt BWI's kampagne-tema for at sikre ordentlige arbejdsvilkår i forbindelse med VM.
Næste stop Brasilien
I Sydafrika er VM-byggerierne snart slut. Men resultaterne står. For eksempel har de tre byggefagforeningerne i Sydafrika til sammen mere end fordoblet deres medlemstal – til rundt regnet 100.000 medlemmer.
Målet er nu, at stafetten skal bæres videre. BWI har allerede kontakt med byggearbejdernes fagforening i Brasilien, der står for det næste VM i fodbold:
- Vi mener at det her er en evig kampagne – der skal køre videre, hver gang der skal være en stor sportsbegivenhed et sted i verden, siger Crecentia Mofokeng.