Plastindustrien mangler lærlinge
Plastindustrien har svært ved at lokke de unge til, og samtidig er antallet af voksenlærlinge på vej ned. Der er ellers noget nær jobgaranti for faglærte plastmagere.
Mens mange unge har svært ved at finde praktikplads, er situationen den omvendte i plastindustrien. Her har man i mange år haft svært ved at få lærlinge nok, og på det seneste er tendensen blevet forstærket, fordi antallet af voksenlærlinge er begyndt at falde. (Arkivfoto: Jens Bach) Mens mange unge har svært ved at finde praktikplads, er situationen den omvendte i plastindustrien. Her har man i mange år haft svært ved at få lærlinge nok, og på det seneste er tendensen blevet forstærket, fordi antallet af voksenlærlinge er begyndt at falde.
Den fireårige uddannelse som plastmager har eksisteret i 15 år. Siden 1995 har voksne, der allerede arbejder i branchen, desuden haft mulighed for at gennemføre uddannelsen over en periode på to et halvt år.
Antallet af uddannelsesaftaler toppede i 1998 med i alt 107. Sidste år blev der indgået 62 aftaler, og i år er der hidtil indgået 41.
- Uddannelsen af voksenlærlinge har været en stor succes, men vi er nået dertil, at der ikke er så mange at tage af. En stor del af dem, der allerede er ansat, har gennemført uddannelsen, siger Benny Brysting, der er konsulent i Industriens Arbejdsmarkedsuddannelser.
Det bekræftes af Orla Jepsen, der er produktionschef hos Primo Plast i Ølgod.
- Det er en branche, der har bevæget sig fra at være ufaglært til i høj grad at beskæftige faglært arbejdskraft. Hvis vi skal kunne konkurrere og bevare arbejdspladser i Danmark, skal vi have flere faglærte medarbejdere, siger han.
Smartere at være håndværker
I et forsøg på at tiltrække de unge arrangeres en årlig uddannelsesdag. Det er også muligt for folkeskoleelever at komme i kombineret erhvervspraktik på en plastvirksomhed og Den Jydske Håndværkerskole i Hadsten, og arbejdsgiverne i Plastindustrien har udviklet et særligt "plast-kit" til elever i skoler og gymnasier.
Men på Undervisningsministeriets internet-portal, praktikpladsen.dk, er der i øjeblikket otte ubesatte lærepladser. Og det reelle tal er langt højere.
For nylig var der 32 ubesatte pladser, men opslagene forsvinder automatisk fra listen, når søgefristen overskrides. Derefter bliver virksomhederne kontaktet for at høre, om de fortsat søger, og i bekræftende fald kommer opslaget tilbage på listen.
Den praktiske opgave tager Den Jydske Håndværkerskole sig af. Alle unge, der går i krig med uddannelsen, skal en tur forbi skolen i Hadsten, og det angives som en af årsagerne til, at det er svært at tiltrække kommende plastmagere.
- Men generelt anses det nok som mere smart at blive tømrer eller elektriker. Det er jo en relativt ny uddannelse. Lønnen i plastindustrien er heller ikke helt så høj som i de traditionelle håndværksfag. Og så er der jo kamp om de unge i disse år, siger Henry Andersen, som er forhandlingssekretær i 3F's Industrigruppe.
Han understreger, at der er noget nær jobgaranti for dem, der har gennemført uddannelsen.
- Hvis der går en faglært plastmager ledig, er det fordi han eller hun ikke er parat til at flytte efter arbejdet, siger Henry Andersen.