1.100 flere ledige 3F'ere

Ledigheden blandt 3F'erne steg med 1.100 fuldtidsledige i september. Et af de steder, det står værst til, er Frederiksværk-Frederikssund.

1.100 flere 3F'ere måtte melde sig ledige i september. 
1.100 flere 3F'ere måtte melde sig ledige i september.

Ledigheden er igen inde i en nedadgående spiral.

Efter et par måneder, hvor stigningen i ledigheden tog en pause, har den igen taget fart. I hvert fald i 3F.

I september måtte 1.100 flere fuldtidsledige gå den tunge gang til deres lokale 3F-a-kasse for at få dagpenge.

Frederiksværk-Frederikssund har flest ledige

Et af de steder, det står værst til, er i 3F Frederiksværk-Frederikssund. Her var godt 17 procent af medlemmerne i uge 38 berørt af ledighed. Det var 3F-rekord i den uge.

- Selvfølgelig mærker vi det. Vores a-kasse har meget travlt med samtaler og dagpengeberegninger, siger formanden for afdelingen, Aino Reffs.
Hun mener, at den kedelige rekord skyldes en kombination af flere ting. Virksomheder på arbejdsfordeling og, at en større virksomhed er ved at lukke ned.

- Vi kan kun håbe, at tallet bliver lavere, når vores virksomheder er færdige med fordelingen og forhåbentlig kommer op at køre igen. Vi er et pendlerområde, uden mange større arbejdspladser, og de arbejdspladser, vi har, mangler ikke folk. Så det er meget svært at henvise vores ledige til andet arbejde, siger hun.

3F kræver uddannelse

- Regeringen er ikke kommet med noget, som reelt kan afbøde krisen på arbejdsmarkedet. Regeringens strategi er at krydse fingre for, at der sker noget af sig selv automatisk, siger Morten Kaspersen, leder af 3F's a-kasse.

Han mener, at arbejdsmarkedspolitikken bør ændres, fordi virkeligheden ser anerledes ud i dag.

- Regeringens fokus er stadig at få de ledige hurtigst muligt tilbage i job. Men jobbene er der jo ikke. Vi ender med at stå med en arbejdsstyrke, der ikke står mål med erhvervslivets behov. I stedet burde man fokusere på uddannelse, jobrotation med mere, som kan bidrage til at få os styrkede ud på den anden side af krisen, siger han.