Elektrikerne ved en korsvej

TIB's fusion med 3F har bragt Dansk El-Forbund i en situation, hvor der skal vælges vej - enten mod et forbund for faglærte, eller mod 3F eller fortsat selvstændighed, sagde el-formanden på forbundets kongres

TIB's fusion med 3F har bragt Dansk El-Forbund frem til en korsvej, hvor der skal vælges retning, mener El-Forbundets forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen. (Foto: Hanne Loop)TIB's fusion med 3F har bragt Dansk El-Forbund frem til en korsvej, hvor der skal vælges retning, mener El-Forbundets forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen. (Foto: Hanne Loop)

TIB's fusion med 3F har bragt Dansk El-Forbund frem til en organisatorisk korsvej, hvor der skal vælges retning.

Det sagde El-Forbundets forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen i sin beretning på førstedagen af Dansk El-Forbunds kongres i Falconer Centret i København.

- For et år siden tænkte jeg, at vi sådan set kørte lige ud, med god fart på en lang lige motorvej – en vej vi havde for os selv. Men i dag er vi endt ved en korsvej, og der er kommet bump på vejen. Det nytter ikke at køre med autopilot, vi må tænke os godt om, sagde forbundsformanden i sin beretning.

Skal høre hvad 3F kan byde på

Dansk El-Forbund forsøgte i 2001 at fusionere med Dansk Metal, men det sagde elektrikerne nej til. Siden har der - på baggrund af en vedtagelse på kongressen i 2006 - været ført samtaler med TIB, Blik & Rør, Malerne, Teknisk Landsforbund og Metal om mulighederne for at skabe et forbund for faglærte.

- Af de fem forbund er det ene nu i 3F. Vi fire andre overvejer situationen, sagde Jørgen Juul Rasmussen.

Han nævnte, at der ligger en klokkeklar invitation fra 3F - afsendt af såvel forbundsformand Poul Erik Skov Christensen som byggegruppeformand Peter Hougård på 3F-kongressen.

Invitation til håndværkerforbundene

Jørgen Juul Rasmussen nøjedes dog ikke med selv at tage imod en invitation. Han benyttede imidlertid sin beretning til selv at invitere de resterende fire håndværksforbund til diskussioner om fremtidens fagbevægelse - i håb at ”finde på noget, der er bedre end det vi har i dag”.

- Vi har noget sammen som håndværksfag. Vi har mange af de samme udfordringer i fremtiden. Vi har vores stærke uddannelser.

Jørgen Juul Rasmussen slog fast, at det fortsat er mandatet fra 2006-kongressen, der arbejdes ud fra, og der ikke på kongressen i denne uge skal træffes andre beslutninger.