Tømrer i front for byggeriet
Peter Hougård Nielsen er ny formand for Byggegruppen i 3F, og han ser gerne alle bygningsarbejdere samlet i ét forbund.
Det er en tømrer, der er valgt til frontfigur og formand for de nu cirka 75.000 medlemmer af Byggegruppen.
Peter Hougård Nielsen, 61, kommer fra en tilsvarende post som gruppeformand i TIB. Nu skal han stå i spidsen for omkring 80 procent af alle landets bygningsarbejdere, der bliver samlet i 3F.
Men står det til Peter Hougård, bør også andre bygningsarbejdere med i Byggegruppen. Han vil derfor sende en invitation til de tre resterende byggeforbund - malerne, elektrikerne og blikkenslagerne - om at blive en del af det ny fællesskab.
- Det bliver Byggegruppen, der skal sætte dagsordenen på både det byggepolitiske og på det overenskomstmæssige. Det vil være naturligt, at alle er med i arbejdet om at lægge strategien. Den nuværende byggegruppe bliver stærk - men er vi alle med, vil vi stå endnu stærkere.
Og han garanterer, at ingen vil forsvinde i mængden.
- Store organisationer behøver ikke at betyde, at man udsletter de enkelte fag. Vi vil altid respektere hvert fags identitet og særpræg.
Samtidig vil det større fællesskab betyde mere fagforening for pengene.
- Vi skal have en mere effektiv faglig administration, så der bliver flere resurser til at få fagforeningen tilbage på arbejdspladsen, siger Peter Hougård.
En anden af gruppeformandens visioner er, at der skal arbejdes for at få en byggeriets overenskomst - en udvikling, der har været i gang siden OK-forhandlingerne i 2000 med gennemførelse af en række fælles bestemmelser i de eksisterende overenskomster.
- Den nuværende byggegruppe bliver stærk - men er vi alle med, vil vi stå endnu stærkere, siger den nye gruppeformand, Peter Hougård Nielsen.