Tre byggeforbund overvejer 3F
Malerne, blikkenslagerne og elektrikerne kalder invitation fra Byggegruppen for interessant, men vil ikke svare endnu.
Den nyvalgte gruppeformand for Byggegruppen Peter Hougård inviterer malere, blikkenslagere og elektrikere med i 3F. De tre forbund, som er inviteret med til bords i 3F's Byggegruppe, takker alle for invitationen, men vil gerne vente lidt med at svare. Samstemmende siger de tre forbundsformænd, at invitationen vil indgå i drøftelser om fremtiden.
Den nyvalgte gruppeformand for Byggegruppen Peter Hougård benyttede sin velkomsttale til at invitere malere, blikkenslagere og elektrikere med i fællesskabet. Han lovede samtidig, at ingen af fagene vil blive væk i et større fællesskab.
Fælles for Malerforbundet, Blik- og Rørarbejdernes Forbund og Dansk El-Forbund er, at de alle har kongresser senere på året. Her vil invitationen blive drøftet, oplyser de tre forbundsformænd til Nyhedsbrevet 3F.
TIB har gjort Byggegruppen interessant
Jørn Erik Nielsen, formand for Malerforbundet:
- Vi takker naturligvis for invitationen. 3F og Byggegruppen er blevet interessant netop på grund af fusionen med TIB. Det bliver et stærkt fællesskab, og vi vil uden tvivl diskutere de muligheder, der ligger i at blive en del af et sådant fællesskab.
Han siger, at han er sikker på, at invitationen vil blive et tema på kongressen i næste måned.
Jørgen Juul Rasmussen, formand for Dansk El-Forbund, ønsker 3F og TIB til lykke med fusionen. Han vil ikke gå længere end til at sige, at invitationen fra 3F vil indgå i diskussionerne med baglandet og uden tvivl også blive et emne på kongressen. Han gør opmærksom på, at El-forbundet også organiserer udenfor bygge- og anlægsbranchen.
Medlemmerne i Dansk El-forbund forkastede for fire år siden et forslag om at fusionere med Dansk Metal.
Tre veje at gå
Formanden for Blik og Rør Max Meyer kalder invitationen for spændende og lover, at den vil blive vurderet i den positive ånd, som den er afsendt.
- Vi har vel tre veje at gå. Forblive som selvstændigt forbund, søge mod et andet teknikerforbund som Dansk Metal eller vælge 3F og Byggegruppen, siger Max Meyer.
Han vil ikke sige, hvilken løsning kan selv betragter som den mest sandsynlige.
Byggegruppen i 3F vil - efter fusionen med TIB - organisere omkring 75.000 bygningsarbejdere. Det svarer til ca. 80 procent af alle byggeriets timelønnede medarbejdere.