Irsk fagbevægelse splittet om ny traktat

Irlands største fagforbund, 3F’s søsterorganisation SIPTU, anbefaler medlemmerne at stemme nej til Lissabon-traktaten på grund af manglende beskyttelse af lønmodtagerne.

Det irske forbund SIPTU siger nej til Lissabon-traktaten, fordi arbejderens rettigheder svækkes.Det irske forbund SIPTU siger nej til Lissabon-traktaten, fordi arbejderens rettigheder svækkes.

12. juni går den irske befolkning som den eneste i hele Europa til folkeafstemning om EU’s ny grundlov, Lissabon-traktaten.

Helt op til få uger før afstemningen har de store irske fagforbund været i tvivl om deres anbefaling til medlemmerne. Nu har landets største fagforbund, 3F’s søsterforbund SIPTU, imidlertid besluttet ikke at anbefale traktaten.

Anbefaling om nej kommer også fra håndværksforbundet TEEU og det fælles irsk-engelske specialarbejderforbund Unite, mens landsorganisationen ICTU og en række forbund for offentligt ansatte anbefaler et ja.

Når SIPTU ikke kan anbefale traktaten skyldes det, at den udsætter lønmodtagere for det fri marked men nægter dem adgang til redskaber til at svare igen.
SIPTU kræver derfor garantier fra den irske regering gennem lovgivning sikrer fagbevægelsen retten til kollektive forhandlinger og forbud mod diskrimination af abejdere, før man vil støtte Lissabon-traktaten.

Det er problemerne i forbindelse med åbningen af det irske arbejdsmarked for udenlandsk og især østeuropæisk arbejdskraft, der har fået SIPTU til at sætte hælene i.

Forbundet har normalt været EU-positivt og anbefalede Nice-traktaten.

- Men kort efter ratifikationen åbnede regeringen grænserne for arbejdskraft fra de nye EU-lande af hensyn til erhvervslivet uden at styrke vores lovgivning om jobbeskyttelse med blot en stavelse, sagde SIPTU’s formand Jack O’Connor på et pressemøde forleden, da man offentliggjorde sin anbefaling.

- Det banede vejen for et ræs mod bunden, en enorm opsplitning af arbejdspladser og en eksplosion i antallet af vikarbureauer. Ingen af disse begivenheder kan tilskrives EU. Kun de irske myndigheder kan lastes, sagde han.

Vikarer uden beskyttelse

Forholdene for den udenlandske arbejdskraft, der oftest er ansat i vikarbureauer, er ikke blevet bedre af, at Irland blokerer for gennemførelse af EU’s vikardirektiv, der vil indføre minimumsstandarder for vikarer.

Og vikarer er et kæmpemæssigt problem på det irske arbejdsmar-ked, idet de i stor skala udnyttes som billig arbejdskraft. Det sker blandt andet inden for hotel- og restaurationsbranchen og i byggeriet. SIPTU har derfor, hidtil uden held, krævet, at vikarer får samme beskyttelse som andre lønmodtagere.

- Vikarer er sikret minimumslønningerne og ikke meget mere, siger Gerry McCormack, SIPTU-gruppeformand for det private arbejdsmarked.

- Vi har forståelse for, at erhvervslivet har brug for en vis fleksibilitet, og at det er let at mande op og ned i forbindelse med spidsbelastninger og sæsonarbejde. Men vi kræver, at vikarer og fast ansatte har samme løn på samme arbejdsplads.

Håndværksforbundet TEEU henviser i sin anbefaling af et nej direkte til de seneste domme fra EF-domstolen, som efter forbundets mening forringer beskyttelsen af fremmed arbejdskraft.

Usikkerhed om resultatet

SIPTU’s anbefaling har givet endnu mere usikkerhed om resulta-tet af folkeafstemningen. Længe var der et meget stort flertal for traktaten, men i de seneste uger er ja-sidens forspring skrumpet. Op til weekenden var nej-siden for første gang nogensinde foran i en enkelt måling, og i øjeblikket er resultatet helt udforudsigeligt.

Alle det irske parlaments store partier anbefaler et ja. Kun det socialistiske Sinn Féin er imod. Ingen ved reelt, hvad der sker med Lissabon-traktaten, hvis irerne forkaster den.