Danisco-ansatte var forgiftede

Ansatte på Grindstedværket var i betydelig helbredsmæssig fare. Det konkluderer ny rapport foretaget af landets førende miljømedicinske eksperter.

Arbejderne på Grindstedværket var i betydelig fare i 1960'erne og 1970'erne, hvor de blev udsat for kviksølv, konstaterer ny rapport. (Foto: Joachim Rode)Arbejderne på Grindstedværket var i betydelig fare i 1960'erne og 1970'erne, hvor de blev udsat for kviksølv, konstaterer ny rapport. (Foto: Joachim Rode)

- Det må konkluderes, at en del af de ansatte i perioder var i betydelig fare for at pådrage sig akutte forgiftninger.
Sådan lyder en af konklusionerne i en dugfrisk rapport fra Arbejdsskadestyrelsen om kviksølvforgiftningerne af de ansatte på Daniscos Grindstedværket i 1960'erne og 1970'erne.


Fortiede sandheden

Fagbladet 3F afslørede sidste år, hvordan Daniscos daværende ledelse fortiede oplysninger om massive kviksølvpåvirkninger af deres medarbejdere på Grindstedværket. Desuden kunne Fagbladet 3F også afsløre, at Arbejdstilsynet var vidende om problemerne, men intet gjorde for at stoppe det farlige arbejde.

Afsløringerne fik beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen til at kræve en kulegravning af sagen, der konkluderede, at Danisco og Arbejdstilsynet havde svigtet groft. Konklusionen fik regeringen til, for første gang i historien, at afsætte 25 millioner kroner fra Finansloven til de arbejdsskadede fra Grindsted samt suspendere forældelsesfristen.

Eksperternes dom

Nu er eksperternes foreløbige dom så kommet. Og dommen er klar: Medarbejderne var i fare.

“Ud fra målingerne af kviksølv på Grindstedværket kan det vurderes, at en gruppe personer over en lang årrække har været udsat for kviksølv i et niveau, hvor der må forventes en påvirkning af nervefunktionen. En mindre gruppe har haft en udsættelse for kviksølv, hvor man kunne forvente at se akutte forgiftningssymptomer.” konkluderer rapporten, der er udarbejdet af de fire arbejds- og miljømedicinske klinikker i Region Syddanmark.