Flere bliver syge under opsigelsen
Stadig flere virksomheder kæmper med problemer med medarbejdere, som har sagt op og derefter melder sig syge i hele deres opsigelsesperiode, der typisk strækker sig over en måned. Arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv modtager hver dag opkald fra virksomheder, som slås med problemet, og det samme mærker HTS. Her modtager man årligt 20.000 henvendelser fra medlemsvirksomheder, og en stor del ringer, fordi de har medarbejdere i opsagte stillinger, som pludselig bliver syge.- Ofte melder man sig syg med den begrundelse, at man føler sig psykisk utilpas. Det sker ofte med eksempelvis yngre butiksmedarbejdere, som selv har sagt op eller er blevet opsagt efter få måneder. De får en lægeerklæring fra den ene dag til den anden, og det har mange ledere svært ved at stille spørgsmålstegn ved, siger juridisk konsulent i HTS Michael Hegelund til www.erhvervsbladet.dk .Markedsdirektør i Dansk Erhverv Charlotte Vester oplyser, at en af organisationens større medlemsvirksomheder har undersøgt sit sygefravær, og at 38 procent af det stammer fra medarbejdere som selv har sagt op eller er blevet afskediget.
- Det vidner jo om, at de praktiserende læger bør være mere kritiske, siger Charlotte Vester. Hun vurderer, at virksomhedens tal er repræsentative for Dansk Erhvervs 20.000 medlemmer.
Men i HK Handel er sektorformand Jørgen Hoppe uforstående overfor problemet og mener ikke, at man kan stille spørgsmålstegn ved lægeerklæringerne. Tværtimod kan det handle om, at virksomhederne er for dårlige til at tackle opsigelsessituationen. - Vi bliver nødt til at tro på, at en lægeerklæring bygger på faglighed, ellers er diskussionen jo meningsløs. Problemet kan ligeså vel være, at medarbejderne bliver mødt med en kold stemning af chefen, hvis de har sagt op. Virksomhederne kan blive bedre til at tale med medarbejderen om det, siger Jørgen Hoppe.