3F'ere tvunget til konfliktramt arbejde
3F påstår, at trælasthandel bryder hovedaftalen mellem LO og DA ved at tvinge 3F-medlemmer til at levere materialer til konfliktramt byggeplads.
- Det er meget groft, at en arbejdsgiver pålægger vores medlemmer at udføre konfliktramt arbejde. Det er simpelthen en helt urimelig situation at bringe vores folk i, siger faglig sekretær i 3F Nordøstsjælland Peter Schachtschabel. (Foto: Per Daugaard) Medlemmer af 3F ansat i en nordsjællandsk trælasthandel er i to tilfælde under protest pålagt at udføre konfliktramt arbejde. De har pakket, læsset og leveret byggematerialer til en byggeplads i Frederikssund, som er omfattet af lovlig blokade og sympatikonflikt mod et polsk byggefirma, som nægter at indgå overenskomst.
3F Nordøstsjælland, der organiserer de ansatte i Kvistgaard Trælasthandel, som det drejer sig om, betragter sagen med stor alvor.
- Det er et brud med arbejdsmarkedets grundlæggende principper, som de er nedfældet i hovedaftalen mellem LO og DA, siger faglig sekretær i 3F Nordøstsjælland, Peter Schachtschabel.
- Det er meget groft, at en arbejdsgiver pålægger vores medlemmer at udføre konfliktramt arbejde. Det er simpelthen en helt urimelig situation at bringe vores folk i. Derfor skal der reageres hurtigt og skarpt, siger han.
Tillidsmand: meget ubehageligt
Den stedfortrædende tillidsmand for 3F'erne i trælasthandelen, Peter Andersen, betegner situationen som meget ubehagelig.
- Vi var to mand, der meddelte vores leder, at den pågældende byggeplads var omfattet af konflikt, og at vi ikke måtte udføre arbejdet. To gange fik vi imidlertid at vide, at økonomidirektøren havde sagt, at ordren skulle køres. Først derefter blev arbejdet udført, altså så at sige under tvang, siger han.
Også i Transportgruppen i 3F betragter man sagen med stor alvor.
- Det er klart imod hovedaftalen, at en organiseret arbejdsgiver tvinger vores medlemmer til at udføre arbejde, der er konfliktramt. Sådan som jeg har fået sagen oplyst, er der derfor tale om et soleklart brud på hovedaftalen, siger forhandlingssekretær Klaus Lorenzen fra Transportgruppen.
Sagen er derfor sendt videre til LO med begæring om behandling i Arbejdsretten med påstand om aftalebrud og bod.
Kvistgård Trælast er en del af trælastkæden Johannes Fog A/S, der driver trælasthandler og byggecentre flere steder i det østlige Danmark. Kæden har en årlig omsætning på mere end én milliard kroner.
Johannes Fog A/S er medlem af Arbejdsgiverforeningen for Tømmerhandlere i København og Omegn (ATKO), som igen gennem Sammenslutningen af Mindre Arbejdsgivere (SAMA) er medlem af DA.
TIB: Effektiv blokade havde løst sagen
Faglig sekretær i TIB Nordøstsjælland Mogens Larsen er ikke i tvivl om, at byggeriet var gået i stå, hvis blokaden ikke var blevet brudt af trælasthandelen.
- Det handler om helt basale materialer til byggeriet og uden dem intet byggeri. Derfor er det naturligvis ekstra ærgerligt, at en trælasthandel, som er en del af en stor og anerkendt byggevarekæde, bryder blokaden, forbryder sig mod arbejdsmarkedets grundlov og dermed i første omgang blokerer for en hurtig afslutning af en sag, som skal sikre, at udenlandsk arbejdskraft arbejder på danske vilkår, siger Mogens Larsen.
Administrerende direktør i Johannes Fog A/S Carsten Ludvig er meget overrasket over, at der er forberedt en faglig sag mod firmaet.
- Jeg har intet hørt om en sag, og jeg har ikke kendskab til og kan ikke forestille mig, at nogle af vores ansatte er tvunget til at udføre konfliktramt arbejde. Men nu vil jeg undersøge, hvad der er op og ned på det her. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, udtaler Carsten Ludvig til Nyhedsbrevet 3F.
Polakker bor på byggepladsen
Ud over underbetalingen af de polske bygningsarbejdere er de lokale TIB- og 3F-afdelinger stærkt utilfredse med sikkerhedsforholdene på byggepladsen i Frederikssund. Desuden overnatter polakkerne på byggepladsen uden tilladelse. Dette forhold er anmeldt til Frederikssund kommune.