Trælast erkender at have brudt konflikt
Johannes Fog A/S kalder det en fejl, at 3F'ere blev pålagt at udføre konfliktramt arbejde og accepterer en bod.
Den faglige strid på byggepladsen i Frederikssund, hvortil der blev leveret materialer, er fortsat ikke løst. Her arbejder et polsk firma i underentreprise. De ansatte får - efter hvad de tidligere selv har oplyst - omkring 70 kroner i timen. Billedet er fra en tidligere demonstration mod byggepladsen.
(Foto: Per Daugaard) Den nordsjællandske trælasthandel Kvistgaard Trælast har erkendt at have tvunget medlemmer af 3F til at udføre konfliktramt arbejde og dermed forbrudt sig mod de grundlæggende spilleregler på det danske arbejdsmarked.
Firmaet beklager det passerede, lover det ikke gentager sig og har accepteret en bod på 25.000 kroner til 3F Nordøstsjælland. Dermed er sagen afsluttet og bliver ikke som planlagt bragt for Arbejdsretten.
Det er faglig sekretær i 3F Nordøstsjælland Claus Mehlsen, der mandag formiddag har indgået forlig med den administrerende direktør i Johannes Fog A/S, som Kvistgaard Trælast er en del af.
Trælasthandelen har i to omgange pålagt 3F'ere at pakke, læsse og levere materialer til et konfliktramt byggeri i Frederikssund.
Dermed har virksomheden forbrudt sig mod arbejdsmarkedets grundlov, hovedaftalen mellem LO og DA..
Meget alvorligt brud
Claus Mehlsen er meget tilfreds med afgørelsen.
- Der er tale om et meget alvorligt brud på de fagretlige spilleregler. Det er et af vores væsentligste faglige våben, som virksomheden har forbrudt sig mod, og derfor reagerede vi også så konsekvent og forberedte en sag for Arbejdsretten. Men vi har fået den administrerende direktørs ord for, at det ikke er virksomhedens politik, og at der var tale om en fejl.
Om bodens størrelse siger Claus Mehlsen: - Det kan da godt være, at det er billigt sluppet, men det afgørende for os er, at virksomheden har erkendt sin brøde og har lovet, at det ikke gentager sig. Det betyder, at vi kan vende tilbage til det normalt fine samarbejde, vi har med virksomheden.
Direktøren overrasket
Da nyhedsbrevet 3F torsdag 28. februar første gang omtalte trælasthandelens brud på de fagretlige spilleregler, var direktør Carsten Ludvig meget overrasket over, at der var en sag på vej mod virksomheden.
Dengang sagde han: - Jeg har ikke kendskab til og kan ikke forestille mig, at nogle af vores ansatte er tvunget til at udføre konfliktramt arbejde. Men nu vil jeg undersøge, hvad der er op og ned på det her. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, sagde han.
Det er ikke mandag middag efter forliget med 3F lykkedes at få en kommentar fra Carsten Ludvig.
Den faglige strid på byggepladsen i Frederikssund, hvortil der blev leveret materialer, er fortsat ikke løst. Her arbejder et polsk firma i underentreprise. De ansatte får - efter hvad de tidligere selv har oplyst - omkring 70 kroner i timen.