Beskæftigelsen falder i industri, byggeri og transport
Forventningerne til beskæftigelsen den kommende tid er negative i både industri, transport og byggeri, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Beskæftigelsen går én vej, og det er ned. Det viser nye tal for december fra Danmarks Statistik, som tager temperaturen på både byggeriet, industrien og serviceerhvervene.
I byggebranchen er forventningerne -29. Tallet er udtryk for forskellen mellem de virksomheder, der mener, at beskæftigelsen vil falde, og dem, der mener, den vil stige. Når tallet er negativt, forventer virksomhederne, at beskæftigelsen falder. I servicefagene er tallet -30 og i industrien -34.
For industriens vedkommende skyldes de negative forventninger især, at ordrebeholdningerne falder. Det er især inden for ”fremstilling af varige forbrugsgoder” – det kan for eksempel være møbler - at forventningerne til beskæftigelsen i industrien er meget dårlige. I byggebranchen er det malermestre og murermestre, der har mest negative forventninger til beskæftigelsen.
Tallene er blevet værre for alle tre områder, sammenlignet med måneden før.
Stigende ledighed fortsætter
- Man kan roligt sige, at det ikke tegner godt. Der er ikke længere alene tale om en finansiel krise, men en økonomisk krise, siger 3F’s cheføkonom Anita Vium.
- Overordnet har vi gennem en tid nu set i 3F, at ledigheden blandt vores medlemmer stiger. Tallene fra Danmarks Statistik tyder desværre på, at tendensen som minimum vil fortsætte et godt stykke ind i 2009, fordi tallene er et udtryk for virksomhedernes forventninger de kommende tre måneder, siger hun.