Sag mod storvognmand trækker ud
Politiets efterforskning af illegale chauffører hos storvognmand Kim Johansen trækker ud. Det er over et år siden 3F anmeldte vognmanden. Men sagen kan blive yderligere forsinket, oplyser justitsminister Lene Espersen.
Politiets efterforskning af illegale chauffører hos storvognmand Kim Johansen trækker ud. 3F er ikke imponeret af indsatsen hos Roskilde Politi. "Systematisk brug af illegale, østeuropæiske chauffører." Sådan lød 3F's anklage mod storvognmanden Kim Johansen og hans firma af samme navn sidste år i januar.
Samtidig anmeldte 3F's Transportgruppe storvognmanden til politiet for ulovlig brug af estiske chauffører. Men til trods for at der nu er gået mere end et år, har politiet endnu ikke afgjort, om der skal rejses tiltale mod storvognmanden.
Det oplyser justitsminister Lene Espersen i et svar i Folketinget til SF's Ole Sohn.
Af samme svar fremgår også, at Roskilde Politi, der efterforsker sagen, har fået en række andre sager om Kim Johansen fra andre politikredse.
På grund af de nye sager bad Roskilde Politi før jul Udlændingeservice om en udtalelse, og det kan, ifølge justitsministeren, trække sagen yderligere ud.
Vrede i 3F over Politiet
I 3F's Transportgruppe vækker den langtrukne sag både vrede og undren.
- Justitsministeren og beskæftigelsesministeren har gentagne gange lovet skærpet og hurtigere indsats mod illegal arbejdskraft og de arbejdsgivere, der udnytter underbetalte arbejdere ansat på ulovlige vilkår. Men man kan på ingen måde beskylde Roskilde Politi for at hjælpe med at overholde ministrenes løfter, siger forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe Jørgen Aarestrup Jensen.
Han ærgrer sig desuden over at den langsomme sagsbehandling sender forkerte signaler både til arbejdsgivere og borgere.
- Sager som denne her betyder, at borgerne mister tiltroen til politiet, og jeg frygter at færre får mod på at anmelde illegal arbejdskraft. Samtidig kan manglende indsats hos politiet give lyssky arbejdsgivere mere blod på tanden, siger han.
I sit svar til Ole Sohn lægger justitsministeren op til, at sagen mod Kim Johansen kan trække yderligere i langdrag:
"Det bemærkes, at det efter modtagelsen af ovennævnte udtalelse fra Udlændingeservice kan være nødvendigt at iværksætte yderligere efterforskning, inden spørgsmålet om tiltalerejsning kan endeligt vurderes", skriver Lene Espersen i sit svar til Ole Sohn.