Kæmpe stigning i offentlige fyringsvarsler
Offentlige fyringer slår igennem i varslingstal. Stadig ingen tegn på, at krisen slipper sit tag i arbejdsmarkedet, mener AE-rådet.
Næsten 1.000 offentligt ansatte omfattet af fyringsvarsel i september, viser nye tal. (Arkivfoto) Mindst 1.000 offentligt ansatte må den kommende tid forberede sig på at forlade deres skrivebord, hospitalsafsnit, eller hvor de arbejder.
Arbejdsmarkedsstyrelsens tal over fyringsvarslinger viser for første gang i årevis, at det er antallet af varslede fyringer i det offentlige, der trækker det samlede tal op.
Samlet set var godt 2.100 personer omfattet af et fyringsvarsel i september måned. Heraf udgør offentlig administration, undervisning og sundhed næsten halvdelen. Det samlede tal er lidt højere end samme måned sidste år - og kun lidt lavere end september 2008, da krisen tog fart.
Regeringens sparekrav slår igennem
- Det ligger fint i forlængelse af regeringens spareplan, som går ud på at stoppe væksten i den offentlige sektor. Det kunne se ud som om man er begyndt at spare, efter at den offentlige beskæftigelse steg i første og andet kvartal, på trods af regeringens nul-vækst politik, siger chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Frederik I. Pedersen.
For nylig vurderede Jan Trøjborg, formand for KL (Kommunernes Landsforening), at mindst 5.000 står til at miste jobbet på landets rådhuse i forbindelse med budgetterne for næste år. De fyringer vil først kunne ses i tallene senere.
Tallene fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, som er en indikator for, hvordan det går med ledigheden, viser samtidig færre ledige stillinger på www.jobnet.dk
- Samlet set tyder tallene ikke på, at krisen slipper sit tag i arbejdsmarkedet endnu, mener Frederik I. Pedersen.
Tidligere på ugen blev 220 hospitalsansatte fyret i region Hovedstaden.