Udlicitering halverer løn og arbejdstid

54 rengøringsassistenter i Struer får halveret arbejdstiden, efter at kommunen har udliciteret rengøringen. Det har skabt store frustrationer blandt medarbejderne.

54 rengøringsassistenter får næsten halveret deres arbejdstid, efter at firmaet Midt Vest Service har overtaget rengøringen på skoler og institutioner i Struer. Arkivfoto.54 rengøringsassistenter får næsten halveret deres arbejdstid, efter at firmaet Midt Vest Service har overtaget rengøringen på skoler og institutioner i Struer. Arkivfoto.

Per 1. oktober er 54 rengøringsassistenter i Struer dikteret kraftigt ned i tid. De får næsten halveret deres arbejdstid, efter firmaet Midt Vest Service har overtaget rengøringen på skoler og institutioner. Tidligere var rengøringsassistenterne ansat af kommunen.

- Der er panik lige i øjeblikket. Mange af kvinderne har arbejdet i 15-20 år. Deres indtægtsgrundlag falder kraftigt. Samtidigt bliver der skruet gevaldigt op for tempoet, siger faglig sekretær i 3F Holstebro, Bente Olsen.

Slut med synlig rengøring

Det er også slut med såkaldt synlig rengøring. Arbejdet er ændret fra i vid udstrækning at foregå i dagtimerne til nu at foregå mellem klokken 15 og 8 morgen. Et krav Struer Kommune indførte i udbudsmaterialet.

- Flere kvinder får nu arbejdstider, der er meget lidt attraktive, siger Bente Olsen.

Struer Kommune skrev i sit udbudsmateriale, at kvaliteten af rengøringen skal forblive den samme efter udliciteringen. Dét vil ikke holde, mener Bente Olsen.

Normalt med ændringer

Hos Rengøringsfirmaet Midt Vest Service, der overtog opgaven per 1. september, siger direktør Benny Staunstrup, at det er helt normalt, at der sker ændringer i arbejdstiden, når opgaver udliciteres.

- Hvis nogen går på pension eller fratræder, vil vi prøve at tilbyde flere timer til de andre. Men hvis alle bliver, kan vi ikke tilbyde flere, siger han.

Så medarbejderne skal bare lave mere arbejde på kortere tid?

- Det er ikke korrekt alle steder. Der er institutioner, hvor tiden ikke ændres, eller hvor der kun er mindre ændringer. Der er også skoler, hvor tiderne nedsættes væsentligt, men hvor andre arbejdsopgaver udgår, siger Benny Staunstrup.

Hertil siger Bente Olsen:

- Det er korrekt, at der er institutioner, hvor der ikke er ændret på tiden. Men det har ikke forhindret Midt Vest Service i at sætte rengøringsassistenterne ned i tid. Jeg har ikke set ansættelseskontrakter på over 15 timer.

Benny Staunstrup anerkender, at der er frustrationer i øjeblikket. Han anklager 3F for at give medarbejderne ukorrekte informationer om deres opsigelsesvarsler og fratrædelsesgodtgørelser.

Dette afvises konsekvent af Bente Olsen, 3F Holstebro.

- De oplysninger, der kommer fra os af, er fuldstændigt korrekte.