Principiel dom sikrer konfliktvåben
Agurkegartneri og arbejdsgiverforening skal betale i alt 200.000 kroner i sag, hvor virksomheden fyrede tre ansatte i forbindelse med en konflikt mod løndumping.
Agurkegartneri og arbejdsgiverforening skal betale i alt 200.000 kroner i sag, hvor virksomheden fyrede tre ansatte i forbindelse med en konflikt mod løndumping. Ansatte behøver ikke at frygte for jobbet, hvis de deltager i en faglig konflikt. Det viser en afgørelse, som Arbejdsretten traf onsdag i en principiel sag. Gartneriet Nymarken i Malling ved Aarhus fyrede sidste sommer tre 3F'ere i forbindelse med en konflikt mod virksomhedens billige, udenlandske vikarer.
Men en arbejdsgiver har pligt til at genansætte medarbejdere, der har været med i en lovlig konflikt, viser afgørelsen. Ifølge Arbejdsretten var afskedigelserne et ”klart og alvorligt brud” på princippet om, at der ikke må ske såkaldt fortrædigelse mod en modpart i en lovlig konflikt.
Formanden for Den Grønne Gruppe i 3F, Arne Grevsen, er tilfreds med afgørelsen, som han betragter som en stor sejr for ansattes ret til konflikt:
- Dommen sikrer, at vores medlemmer ikke mister deres arbejde, hvis de deltager i en lovlig konflikt. Desuden er det nu fastslået, at det koster både virksomhed og arbejdsgiverforening dyrt, hvis de tror, de kan bruge en lovlig konflikt til at skille sig af med ansatte, siger han.
Blokade mod billige vikarer
Gartneriet Nymarken har årligt produceret 2,5 millioner agurker. Gartneriet har brugt udenlandske vikarer, der ifølge 3F tjente omkring 60 kroner i timen hos firmaet Baltic Workforce. Det fik 3F til at iværksætte en konflikt og blokade mod virksomheden. Efter fem timers faglig kamp opgav gartneriet samarbejdet med vikarbureauet. Men imod kutyme ville virksomheden ikke ansatte de fyrede gartnere på ny.
Det fik 3F til at rejse en faglig sag, som fagforbundet altså vandt onsdag. Gartneriet Nymarken blev dømt til at betale en bod 50.000 kroner.
GLS-A bærer stort ansvar
Ifølge dommen har Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere, GLS-A, et stort medansvar for i sagen. Arbejdsretten konkluderer, at ”det i hvert fald til dels anses som resultat af arbejdsgiverorganisationens rådgivning, at Gartneriet Nymarken ikke genansatte de tre 3F-medlemmer umiddelbart efter konfliktens ophør”.
- Det tog GLS-A næsten to uger at fatte, at man ikke ustraffet kan forfølge ansatte, der er medlem af en fagforening. Var arbejdsgiverforeningen ikke kommet til fornuft, ville den have fået en meget større bod. Det viser dommen soleklart, siger Arne Grevsen fra 3F.
GLS-A skal betale en bod på 150.000 kroner i sagen. Ifølge dommen har direktøren i GLS-A, Johnny Ulf Larsen, er stort ansvar i sagen. Men han ønsker ikke at udtale sig til Nyhedsbrevet 3F.
Ejer af Gartneriet Nymarken, Lars Kolling, synes dommen er forkert.
- Men ifølge reglerne er afgørelsen korrekt. Jeg vil selvfølgelig betale pengene, siger Lars Kolling,