Omstridt bygherre sat på plads af tilsyn
Boligselskabet Sct. Jørgen får kritik af Arbejdstilsynet. Der skal styr på omstridt byggeri i Holstebro, og selskabet er pålagt brug af arbejdsmiljørådgiver.
Boligselskabet Sct. Jørgen i Holstebro har fået påbud fra Arbejdstilsynet for ikke at opfylde sine pligter som bygherre. Boligselskabet Sct. Jørgen i Holstebro har ikke taget sin opgave som bygherre alvorligt ved den 55 millioner kroner store renovering af dets afdeling på Thorsvej. Ingen af bygherrens pligter var opfyldt, da arbejdet blev sat i gang.
Derfor har Arbejdstilsynet krævet, at selskabet hyrer en ekstern autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Det sker efter et tilsynsbesøg på byggepladsen 24. september.
Her konstaterede Arbejdstilsynet, at der ikke var udarbejdet en plan for sikkerhed og sundhed. En sådan plan er en af bygherrens vigtigste pligter ved arbejde, der involverer flere firmaer og personer.
Planen skal blandt andet koordinere de enkelte entrepriser for at undgå ulykker.
Flere mangler
Arbejdstilsynet konstaterede samtidig mangelfuld afdækning af stilladset. Det indebar risiko for, at genstande kunne falde ned og ramme beboere. Opgaven med opsætning af stillads havde bygherren givet videre til entreprenørfirmaet HB Boliginvest Aps. Men ansvaret er fortsat bygherrens.
Boligselskabet mener nu at have fået styr på tingene og opfyldt Arbejdstilsynets krav.
Om problemerne med stilladset siger boligselskabets bygningschef Jørn Ladekjær:
- Det er ganske normal praksis, at bygherren lader en af entreprenørerne sørge for stillads. Under alle omstændigheder vil det være en, vi hyrer, uanset om det er en særskilt entreprise eller en del af en anden entreprise. Det bortforklarer ikke, at det er meget uheldigt, at stilladset så ikke opfyldte lovens krav. Men selve måden, det er bygget op på, er der intet forkert i.
Byggefagene: Pinlig rolle
I Byggefagenes Samvirke kalder man boligselskabets rolle som bygherre pinlig.
- Man kunne forvente, at netop et stort boligselskab ville anstrenge sig for at planlægge og gennemføre et sikkerhedsmæssigt forsvarligt byggeri, siger Bjarne Kristensen, formand for Byggefagene Holstebro-Struer.
Han er fortsat ikke imponeret af byggepladsen. Det gælder ikke mindst afspærringen til de områder, som ejendommens beboere har adgang til.