Tyske murere bryder regler om arbejdsmiljø

For to måneder siden gav Arbejdstilsynet tyske fupfirmaer påbud om at overholde dansk arbejdsmiljø-lovgivning. Men forholdene er stadig ikke bragt i orden.

Reglerne for opmuring overholdes ikke af de tyske enkeltmandsfirmaer. Trods påbud fra Arbejdstilsynet. Derved påfører de danske firmaer og murere unfair konkurrence, mener 3F. (Privatfoto)Reglerne for opmuring overholdes ikke af de tyske enkeltmandsfirmaer. Trods påbud fra Arbejdstilsynet. Derved påfører de danske firmaer og murere unfair konkurrence, mener 3F. (Privatfoto)

Tyske håndværkere udfører murerarbejde i strid med arbejdsmiljø-loven. Det sker på million-renoveringen for det almene boligselskab Sct. Jørgen i Holstebro.

I forbindelse med et besøg på byggepladsen 24. september gav Arbejdstilsynet på stedet såkaldte strakspåbud til de fem tyske murere, der formelt alle er selvstændige. Det drejede sig om nedstyrtningsfare og om opmuringsarbejdet. Problemet med nedstyrtningsfare er løst. Dele af et stillads er nu aflukket.

Urimelig konkurrence

Opmuringsarbejdet foregår fortsat ikke efter reglerne. Tilsynet siger, at opmuring ikke må udføres under knæ- og over skulderhøjde. Det indebærer, at stilladset skal hæves oftere.

- Det siger sig selv, at det er dyrere at hæve stilladset en gang pr. meter frem for en gang hver halvanden meter. Ved at overtræde reglerne, påfører de tyske murere og deres egentlige arbejdsgiver, HB Boliginvest, derfor danske murere og byggefirmaer en fuldstændig urimelig konkurrence. Vores overenskomst undergraves ved den særlige konstruktion ved at lade murerne være selvstændige. Og med overtrædelserne af arbejdsmiljøreglerne bliver den sociale dumping total, siger Jens Knudsen, faglig sekretær i 3F Holstebro.

AT: Forholdene var i orden

En tilsynsførende har været på kontrolbesøg på byggepladsen for et par uger siden. Det oplyser tilsynschef i Arbejdstilsynet, Jens Klug Albertsen til Nyhedsbrevet 3F. Her blev forholdene fundet i orden. Forelagt 3F's påstand om, at murearbejdet ikke sker efter reglerne, siger han:

- Jeg har ingen grund til at betvivle 3F's påstand. Det, vi ser, er altid blot et øjebliksbillede. Men mig bekendt, har vi ikke for nylig fået henvendelse om, at reglerne ikke efterleves, siger tilsynschefen.

Han understreger, at der er tale om en byggeplads, som har Arbejdstilsynets ”bevågenhed”.

Hertil siger Jens Knudsen:

- Man behøver ikke være specielt byggesagkyndig for at konstatere, at stilladset ikke hæves hver meter. Det må derfor være mangel på kompetence, når Arbejdstilsynet ikke kan se, at deres påbud ikke overholdes.