EU vil tvinge byggepladser til at skilte

EU-kommissionen mener fortsat, at Danmark ikke lever op til europæiske minimumsregler for byggesikkerhed, fremgår det af brev fra kommissionen.

Byggefagforeningerne og Rejsearbejderne har længe foreslået, at byggepladser skilter med såvel bygherre, som entreprenør og alle andre aktører.  (Arkivfoto: Harry Nielsen)Byggefagforeningerne og Rejsearbejderne har længe foreslået, at byggepladser skilter med såvel bygherre, som entreprenør og alle andre aktører. (Arkivfoto: Harry Nielsen)

Alt tyder på, at EU tvinger Danmark til ved lov at indføre skiltning med oplysninger om alle byggepladsens aktører. Et ønske fra byggefagforeningerne, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) hidtil har afvist.

Sådan tolker foreningen Rejsearbejdere.dk i hvert fald et svar fra EU-kommissionen. Foreningen har klaget til kommissionen over, at Danmark ikke lever op til europæiske minimumsregler for sikkerhed på byggepladser.

Ifølge svaret er kommissionen ikke tilfreds med, at Danmark ikke overholder EU's regler. Kommissionen truede i 2007 gennem en såkaldt åbningsskrivelse Danmark med en retssag ved EF-domstolen for mangelfuld implementering af byggepladsdirektivet.

Det har fået regeringen til at ændre arbejdsmiljøloven og varsle nye bekendtgørelser for byggearbejde. Men det er stadig ikke godt nok. Kommissionen har derfor udarbejdet en supplerende åbningsskrivelse. Her er den manglende skiltning et af punkterne, fremgår det af kommissionens brev til Rejsearbejderne.


Vigtigt EU-direktiv

- Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor Claus Hjort ikke først som sidst gennemfører den skiltning. Han kender reglerne og ved, at Danmark bliver trukket gennem EU's lovmaskineri, hvis han ikke makker ret, siger Hans Erik Meyer, formand for Rejsearbejderne.

Han afviser, at foreningens gentagne klager til EU er drilleri.

- Der er faktisk tale om et meget værdifuldt EU-direktiv, som er vigtigt for sikkerheden på byggepladserne. Skiltningen kan være af afgørende betydning i forbindelse med ulykker, og sikrer, at man har overblik over, hvem der arbejder på en plads. At andre myndigheder som SKAT og politi samt fagbevægelsen også vil have glæde af skiltningen er blot en tillægsgevinst, siger Hans Erik Meyer.

Se EU-kommissionens brev her

Se EU-kommissionens brev her