Få gratis telefonrådgivning hos PensionDanmark
Med PensionDanmarks sundhedsordning har du adgang til tre typer telefonrådgivning, som hjælper, hvis du har problemer i arbejdslivet.
Hvis du føler dig mobbet af dine kolleger, eller hvis du er stresset på jobbet, så kan du som medlem af PensionDanmarks sundhedsordning få gratis telefonrådgivning. (Foto: Colourbox) Stress på jobbet, mobning eller hvordan du kommer videre efter en arbejdsulykke. Det er altsammen emner, som du kan tale om i PensionDanmarks telefonrådgivning, som du frit kan benytte i forbindelse med sundhedsordningen.
Det er Falck Healthcare, som står for den gratis rådgivning. De erfarne rådgivere består af psykologer, sygeplejersker og misbrugsrådgivere.
- Det er et dygtigt team af erfarne rådgivere hos Falck Healthcare bestående af blandt andet sygeplejersker, misbrugsrådgivere og psykologer, der hjælper medlemmerne med arbejdsrelaterede problemer og kan guide dem gennem sundhedssystemet, fortæller direktør i PensionDanmark Jens-Christian Stougaard.
Kan også hjælpe misbrugere
Du kan i rådgivningen tale med en psykolog om problemer på arbejdet, og du kan ringe døgnet rundt. I ikke-akutte tilfælde vil du få rådgivning inden for tre dage – i akutte tilfælde inden for fire timer.
Vil du have rådgivning om bekæmpelse af misbrug af for eksempel alkohol, medicin og stoffer, kan du også få det.
Desuden kan du få rådgivning om muligheder for hjælp i offentligt og privat regi. Du kan ringe døgnet rundt, og du vil normalt få en telefonisk konsultation senest den førstkommende hverdag efter henvendelsen.
Guide til sundhedsvæsenet
Er du forvirret over, hvilke rettigheder, du har i det offentlige sundhedssystem, har du også mulighed for at få vejledning om det.
For eksempel vejleder rådgiverne om ventetider og frit sygehusvalg, medicintilskud, klageprocedurer og muligheder for genoptræning. Du kan ringe alle hverdage mellem klokken 8 og 21.
- Der er rigtig god hjælp at hente for medlemmerne, og derfor skal dem, der har behovet, naturligvis benytte sig af mulighederne i telefonrådgivningen, siger Jens-Christian Stougaard.