Danskerne: Ja til at arbejde mere

Et flertal vil arbejde mere eller betale højere skat for at få Danmark ud af krisen. Nedskæringer er til gengæld en upopulær løsning. Det viser frisk måling.

Ja til at arbejde mere. Ja til højere skat. Nej til besparelser i den offentlige sektor. Sådan lyder svarene, når danskerne bliver spurgt om vej ud af krisen.Ja til at arbejde mere. Ja til højere skat. Nej til besparelser i den offentlige sektor. Sådan lyder svarene, når danskerne bliver spurgt om vej ud af krisen.

Krisen kradser fortsat i danskerne bevidsthed. Og når det gælder spørgsmålet om, hvordan Danmark kommer fri af krisen er svarene klare.

Op til en time mere på job med løn om ugen er i orden. Det samme gælder en lidt højere skat. Til gengæld er der ikke flertal for fyringer og nedskæringer i ældrepleje, skoler og vuggestuer.

Det fremgår af en måling, Analyse Danmark har lavet blandt 2.002 repræsentativt udvalgte danskere på mellem 18 og 70 år.

Bedst med arbejde og skat

Knap 54 procent svarer enig eller delvist enig til, at de vil arbejde en time mere om ugen med løn, hvis det kan få Danmark ud af krisen. Godt 24 procent siger mere eller mindre klart nej til forslaget.

Men der er andre måder at finansiere vejen ud af krisen. For eksempel besparelser og nedskæringer i den offentlige service. Her er 46 procent af danskerne negative. 38 procent finder den vej mere eller mindre farbar.

Højere skat er også en mulighed. Her siger knap 54 procent af danskerne helt eller delvist "ja". 30,5 procent afviser helt eller delvist højere skat som en vej ud af krisen.

3F'ere: Nej til spareknive

Analyse Danmark har stillet samme spørgsmål til en gruppe medlemmer af 3F. De er langt hen ad vejen på linje med hele gruppen af danskere.

3F'erne er dog langt mindre villige til at acceptere nedskæringer i den offentlige sektor som vej ud af krisen. Her siger 56,4 procent helt eller delvist nej.

64 procent af 3F'erne er mere eller mindre klar til højere skatter mod 53,7 procent af danskerne som helhed. Og når det gælder spørgsmålet om at arbejde op til en time mere om ugen siger 50,7 procent af 3F'erne helt eller delvist ja. Lidt over 30 procent siger nej.