Villy og Helle: Lang vej ud af krisen
Det bliver værre, før det bliver godt. Sådan lød budskabet, da Thorning og Søvndal gæstede landsmøde i Jern- og Metalindustrien.
Krisen bliver værre, før det går godt igen. Det vurderede både Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal på fredagens landsmøde for industrifolk i 3F. (Foto: Hanne Loop) Der var ingen løfter om guld og grønne skove, da Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) fredag var på besøg på det årlige landsmøde i Jern- og Metalindustrien på Smålandshavet ved Næstved.
- Vi har mistet 50.000 arbejdspladser i industrien på ét år. De vender ikke tilbage, bare fordi vi skifter regering, sagde Villy Søvndal.
Helle Thorning var på linje:
- Det bliver værre, før det bliver godt. Når vi kommer ud på den anden siden af krisen, vil der være langt færre job til jeres medlemmer. Måske bliver der 150.000 3F'ere for meget, sagde hun.
Mere uddannelse
Trods dystre fremtidsudsigter manglede der ikke forslag til at afbøde konsekvenserne af krisen fra de to partiledere.
Blandt andet tog Helle Thorning-Schmidt vel imod opfordringen om at sikre alle en ordentlig uddannelse, der kan bringe dem videre til nyt job:
- Det er en tragedie, at færre unge nu får en kompetencegivende uddannelse end for ti år siden. Regeringen nøjes med at sige, at det er folks eget problem. Det skal vi reagere hurtigt og hårdt på, sagde Helle Thorning-Schmidt.
Opfordring til 3F om skat
Da hun blev spurgt om, hvad hun vil gøre ved de mange østarbejdere her i landet, kom hun med denne opfordring:
- Jeg kan godt forstå, at I bliver provokeret af, at polakker overtager jeres job. Men det gør de jo blandt andet, fordi de kan spare en masse i skat. Det vil vi gerne ændre. Men det kræver jo, at danskere også bliver omfattet af disse regler. Og det må I diskutere med jer selv, om I er med på.