Undertrykkelse af fagligt aktive vokser

Tillidsfolk i Guatemala har oplevet den værste udvikling i kampen for faglige rettigheder og menneskerettigheder, viser ny global rapport.

Bananarbejderen Carlos Enrique Cruz Hernandez er en af de 76 fagligt aktive der blev myrdet i 2008 (Privatfoto)Bananarbejderen Carlos Enrique Cruz Hernandez er en af de 76 fagligt aktive der blev myrdet i 2008 (Privatfoto)

Undertrykkelsen af fagligt aktive vokser, ikke mindst i dele af Latinamerika.

Det konkluderer verdens største faglige sammenslutning, Ituc, i sin årlige rapport om undertrykkelse af faglige rettigheder.

Stadig flere lande føjer sig til listen over stater, hvor faglige rettigheder trædes under fode. Overgrebene finder sted i alle dele af verden, men værst ser det ud i ulande.

76 fagligt aktive blev slået ihjel i 2008. Det er et fald på 15 fra året før. Til gengæld er situationen forværret i Colombia, der i årevis har lagt jord til de fleste mord på fagligt organiserede arbejdere. 49 tillidsfolk blev myrdet i Colombia i 2008. En stigning på 10, der skete på trods af regeringens meldinger om forbedringer på området.

På verdensplan har Ituc registreret over hundrede fysiske overfald og 7.500 sager om fyringer af fagligt aktive.

Ituc peger på Guatemala som et af de lande, hvor undertrykkelsen er eskaleret. Ni fagligt aktive blev dræbt i Guatemala i 2008, og faglige konflikter er gennemsyret af vold og trusler i et land, hvis juridiske system er i permanent krise, konkluderer Ituc.

Politikere har et ansvar

De politiske ledere i Guatemala og andre lande har et stort ansvar for udviklingen, vurderer Ruy Gyder, generalsekretær i Ituc.

- Når lande som Colombia, Guatemala og Filippinerne år efter år figurerer på dødslisten, viser det, at myndighederne er i bedste fald ude af stand til at sikre beskyttelse og i visse tilfælde er skruppelløse arbejdsgiveres medsammensvorne, siger Ruy Gyder.

3F støtter en række fagforbund, der er ofre for vold og chikane i Guatemala.

Vi kan mærke at vore kollegaer i fagforeningerne er rigtig glade for, at repræsentanter
fra andre faglige organisationer er til stede og kan fortælle ude i verden om forholdene, siger Bjarne Harder Larsen, der leder 3F´s Solidaritets- og Bistandsarbejde.

Mange former for undertrykkelse

Undertrykkelsen af faglige rettigheder antager dog også andre og mindre brutale former. I hele Latinamerika bliver retten til faglig organisering i stigende grad undermineret af forskellige typer for udlicitering og brug af løsarbejdere med det ene formål at fratage arbejdere muligheden for at stå i fagforening, konkluderer rapporten. I Costa Rica er brugen af gule fagforeninger, styret af arbejdsgiverne – såkaldte solidarismo-foreninger – på fremmarch.

- Det er ufatteligt, hvilke resurser der bruges på at forhindre at arbejdere rundt omkring i verden
slutter sig sammen for at forbedre deres rettigheder. Det må være fordi arbejdsgivere og regeringer mange steder, faktisk ikke ønsker at fattige kan tale med én stemme og derved opnå bedre vilkår, siger Bjarne Harder Larsen.

På det afrikanske kontinent blev 11 fagligt aktive myrdet i 2008. 250 blev såret, og 500 blev arresteret for deres faglige aktiviteter.