Når 1. maj er forbudt
Den tyrkiske fagbevægelse er underlagt store begrænsninger i ytringsfriheden. Blandt andet må arbejderne ikke fejre 1. maj.
Politibrutalitet er velkendt for den tyrkiske fagbevægelse. Her et foto fra 1. maj. (Foto: Hans Henrik Fafner )
Han er netop kommet tilbage fra Izmir, hvor en stor demonstration dagen forinden markerede årsdagen for militærjuntaens magtovertagelse i september 1980. Dagen forinden var han blandt arrangørerne af et lignende arrangement i hovedstaden Ankara og endnu en dag tidligere skete det i Istanbul, hvor vi nu mødes. Han er træt, men tilfreds.
- Vi regner med, at der var omkring 50.000 til demonstrationen i Izmir, og det er vi tilfredse med, siger han.
Kivanc Eliacik er international sekretær for et af Tyrkiets tre store faglige forbund, Sammenslutningen af Revolutionære Fagforbund, som i daglig tale blot hedder DISK.
Netop militærkuppet i 1980 fylder meget i forbundets bevidsthed, for straks efter magtovertagelsen udstedte det nye regime forbud mod DISK og beslaglagde al ejendom. Og selvom DISK i 1992 fik lov til at genopstå, kæmper man stadig med at genvinde det tabte, og ikke mindst for at udvide den ytrings-, organisations- og forsamlingsfrihed, der set herfra ikke har det særlig godt i Tyrkiet.
- De årlige markeringer af kuppet i 1980 er noget specielt. Det store flertal i den tyrkiske befolkning kan være enige om at betragte kuppet som en stor national katastrofe. Den må ingen glemme. Det tror jeg også er grunden til, at myndighederne lader os gennemføre demonstrationerne, hvor de stort set stiller sig i vejen for alt andet, forklarer Kivanc Eliaci.
Massakren på Taksim Square
Facaden på forbundshovedkvarteret, der ligger i en stille sidegade i Sisli bydelen, bevidner denne udtalelse. I alle stueetagens vinduer hele bygningen rundt hænger en fotoudstilling, der skildrer de dramatiske begivenheder her på stedet 1. maj i år.
For også denne dato er mere traumatisk end den er glædelig for folkene i DISK. Det hænger sammen med 1. maj 1977, hvor en halv million mennesker demonstrerede på Taksim Square. Det er Istanbuls største plads, som ligger ikke så langt fra hvor vi er. Midt under demonstrationen blev der åbnet ild mod menneskemængden fra flere forskellige hustage omkring pladsen, og da det holdt op igen havde 37 demonstranter mistet livet. Myndighederne greb straks ind – ved at anholde hele ledelsen af DISK. Hele eksekutivkomiteen røg bag tremmer.
- Det var fascisterne, der gjorde det, siger Kivanc Eliacik uden at gå i detaljer.
- I tre årtier markerede vi slet ikke 1. maj, men sidste år, altså 30 år efter massakren på Taksim Square, besluttede vi at demonstrere igen. Det var en meget mindre demonstration, men ikke desto mindre blev vi mødt af sikkerhedsstyrkerne som trak kniplerne og opløste demonstrationen med tåregas.
I år blev forsøget gentaget, men demonstrationen blev opløst allerede tidligt om morgenen.
Vanskelige reformer
Der har gennem flere år været tale om reformer i Tyrkiet, der skulle udvide de frihedsrettigheder, både fagbevægelse, de politiske oppositionspartier og en bred vifte af ngo’er efterlyser. Først på året lancerede ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan og hans konservative AKP-regering en reformpakke, der netop sigtede på en opblødning på mange af disse felter, men ligeså pludseligt blev det hele lagt på hylden igen et par måneder senere.
Det hele blev kun til en lille og ganske kosmetisk ændring i den såkaldte artikel 301, terrorparagraffen.
Der ligger temmelig store hindringer i vejen for indsatsen for at organisere arbejderne på de enkelte virksomheder. Tyrkisk lovgivning siger blandt andet, at DISK ikke må gå ind og kræve en fælles overenskomst før mindst 10 procent af arbejderne har organiseret sig på mindst halvdelen af samtlige virksomheder indenfor samme branche på landsplan.
- Det koster også penge at organisere sig, og det holder mange borte. I Tyrkiet kan man frit melde sig ind i en sportsklub eller en kulturel forening, men hvis man vil være medlem af et politisk parti eller en faglig organisation kræver det, at man går til en notar, som kræver 50 lira (ca. 200 kr.) for at registrere indmeldingen. Det er mange penge for en tyrkisk arbejder, forklarer Fahrettin Erdogan, som leder pr-afdelingen i DISK.
Forhindringerne er mange for de fagligt aktive arbejdere i Tyrkiet. Men næste år forsøger de at fejre 1. maj igen.