Kampen mod aids begynder på fabrikken
Den 1. december er det international aids-dag. I Mozambique underviser fagligt aktive tusinder af arbejdere i aids. Bernadette er med til at mindske den livsfarlige uvidenhed om hiv og aids.
Bernadette gør en stor indsats for at aflive de mange myter om aids blandt sine kolleger. (Foto: Søren Zeuth) - Der er ingen hiv-smittede her!
Produktionschefen på fabrikken Darling i Matola i Mozambique, smiler bredt. Han er ikke i tvivl, om at hans 500 ansatte hverken har hiv eller aids. De er alle blevet testet, forsikrer chefen overbevisende.
Problemet er, at han ikke aner, hvad han taler om.
- Vi er slet ikke blevet testet for hiv, siger 33-årige Bernadette Bernado og ryster stille på hovedet. Hun arbejder på virksomheden, som laver hårpynt.
Som om det ikke var nok, vil hendes chef isolere eventuelle hiv-smittede, så de arbejder for sig selv. Det betyder i realiteten en fyreseddel, da det er umuligt i samlebåndsarbejdet, fortæller hun.
Troede at aids smittede gennem snak
Heldigvis ved de fleste ansatte mere om aids end deres chef. Bernadette er blevet uddannet til at undervise sine kolleger om hiv og aids gennem fagforeningens kvindekomité. Og indsatsen hjælper.
- Tidligere var der mange, der troede, at aids smittede, når man talte sammen, og at det var forbundet med heksekraft. Men jo mere vi taler om det, desto mere viden er der. Det er blevet godt modtaget, siger Bernadette.
Hun har selv epidemien helt inde på livet: Hendes søster har været aids-syg i to år.
- Jeg ved, at jeg skal miste hende. Men kurserne om aids gør det nemmere for mig at forstå og acceptere det og dermed nemmere at støtte hende, siger Bernadet, der bor i et fattigt arbejderkvarter uden for hovedstaden Maputo.
Åbenhed frem for alt
Hun glæder sig over, at mange af hendes kolleger får større viden om aids. Selv børn kender til kondomer i dag. Alligevel er sygdommen tabu, for mange smittede bliver udstødt af deres familie og på arbejdspladsen. Derfor fortæller de ikke engang de nærmeste om sygdommen.
- Jeg aner ikke, hvem af mine naboer der er hiv-smittede, og så er det svært at hjælpe. Derfor opfordrer jeg altid til åbenhed og tolerance, siger Bernadet.
Det er heller ikke lykkedes at sætte en stopper for mange mænds storforbrug af sexpartnere, der er med til at sprede sygdommen.
- Vi gør, hvad vi kan, for at aflive de mange myter, der stadig findes om aids, siger Bernadette og nævner en af de værste:
Myten om, at man bliver helbredt for aids, hvis man er sammen med en jomfru.