Overenskomstkrav til fabrik med lønsnyd
3F i Esbjerg vil have overenskomst med fiskefabrik, der blev taget i lønsnyd i TV2 torsdag aften.
- Nu vil vi have ordnede forhold på virksomheden. De får otte dage til at reagere i, ellers vil vi sende første konfliktvarsel, siger John Schmidt, der er formand for 3F Esbjerg om fiskefabrikken Vega Salmon .
3F i Esbjerg har fredag sendt et anbefalet brev til fiskefabrikken Vega Salmon med krav om en overenskomst. Virksomheden blev torsdag aften afsløret i åbenlyst lønsnyd i TV2-udsendelsen Operation X ved at ansætte litauere i strid med EU-reglerne og den danske østaftale.
- Nu vil vi have ordnede forhold på virksomheden. De får otte dage til at reagere i, ellers vil vi sende første konfliktvarsel, siger John Schmidt, der er formand for 3F Esbjerg.
I Tv-udsendelseen fortalte en litauisk medarbejder, at hun via bureauet Baltic Workforce var udstationeret til at arbejde på fabrikken i Esbjerg. Som udstationeret kan man arbejde efter reglerne i det land, man kommer fra, og hun fortalte, at hun fik 40 kroner i timen og arbejdede 50 timer om ugen.
Problemet er bare, at det ikke er udstationering at stå sammen med danske arbejdere på en fiskefabrik. Der er tale om vikararbejde, og efter reglerne om vikararbejde er udlændinge sikret præcis samme løn- og arbejdsvilkår som danskere.
For godt to år siden forsøgte Baltic Workforce præcis samme fremgangsmåde på en virksomhed i Hillerød. Efter krav fra 3F og CO-industri måtte virksomheden rive kontrakten med Baltic Workforce i stykker. Den kunne ikke bevise, at arbejdet var omfattet af udstationeringsreglerne.
3F i Esbjerg ville gerne rejse den konkrete sag fra Vega Salmon, men det kræver at den pågældende litauer henvender sig.
Det middel vi har er at rejse krav om en overenskomst. Men andre litauere, der har arbejdet på virksomheden, har henvendt sig i afdelingen. Og dem vil vi rejse sager for. De har ganske vist fået den overenskomstmæssige mindsteløn, men er blevet snydt for mødebonus og overarbejdsbetaling, siger John Schmidt.