Grov udnyttelse af landbrugselev for retten

Ruben Jürgens knoklede 152 dage i træk uden fridage hos en landmand i Midtjylland. 3F kræver nu 76.000 kroner for manglende overarbejdsbetaling og feriepenge.

- Hvis jeg havde vidst, jeg skulle arbejde så mange timer for så lidt, var jeg aldrig taget til Danmark, siger Ruben Jürgens, der i dag er ansat under ordentlige forhold hos en anden landmand. (Foto: Niels Åge Skovbo)- Hvis jeg havde vidst, jeg skulle arbejde så mange timer for så lidt, var jeg aldrig taget til Danmark, siger Ruben Jürgens, der i dag er ansat under ordentlige forhold hos en anden landmand. (Foto: Niels Åge Skovbo)

3F Mariager Fjord trækker nu landmandsparret Anne og Ivan Knudsen fra Them i retten i et forsøg på at hjælpe 3F-medlemmet Ruben Jürgens til en smule økonomisk retfærdighed.

I det seneste nummer af Fagbladet 3F (se link til artikel i spalten til højre) fortæller den estiske landbrugspraktikant sin gruopvækkende historie om, hvordan han som 21-årig knoklede som arbejdsmand i stedet for at passe grise, hvordan han arbejdede 152 dage i træk uden en fridag, og hvordan det værelse på gården - som var nævnt i kontrakten - blev forvandlet til et ophold i en kold campingvogn uden toilet eller mulighed for at tage et brusebad.

- Jeg er ikke bange for at arbejde meget, men jeg vil ikke bare udnyttes. Hvis jeg havde vidst, jeg skulle arbejde så mange timer for så lidt, var jeg aldrig taget til Danmark. Jeg havde næsten ikke fri, og det føltes som at være i fængsel, fortæller Ruben Jürgens, der i dag arbejder under bedre forhold hos en anden dansk landmand.

3F: Han er blevet værre behandlet end et dyr

- Det er en grov, grov udnyttelse af Ruben Jürgens som arbejdskraft. Han er blevet behandlet værre end et dyr, siger faglig sekretær hos 3F Mariager Fjord, Ole Larsen.

3F kører nu retssag mod landmanden for at Ruben Jürgens kan få de godt 76.000 kroner, som afdelingen mener, han er blevet snydt for i manglende betaling for 880 timers overarbejde samt feriepenge.

Landmandsparret Anne og Ivan Knudsen nægter at betale de godt 76.000 kroner.

- Vi skylder ham ikke noget som helst. Han har ikke arbejdet mere end 37 timer om ugen. Vi kender overhovedet ikke noget til 880 overarbejdstimer, siger Ivan Knudsen.