Den danske models paradoks
EU-Kommissionen har sat lønmodtagernes retsstilling på dagsordenen med ny grønbog. Den danske model er måske nok duksen i klassen, men EU har det svært med kollektive rettigheder.
Med en ny grønbog lægger EU-kommissionen op til at modernisere de arbejdsretlige spilleregler i Europa. Målet er at skabe et mere smidigt arbejdsmarked, hvor beskæftigelsessikkerhed er vigtigere end jobsikkerhed, og rollemodellen er faktisk Danmark, hvor det er nemt og billigt at slippe af med ansatte, men hvor de fyrede til gengæld er sikret et relativt højt beløb i dagpenge og ikke mindst har ret til understøttelsen i ret lang tid.
"Flexicurity", hedder det på EU'sk med en kombination af ordene fleksibilitet og sikkerhed. Alle forskere er enige om, at den danske model er umulig at kopiere – ikke mindst fordi få lande kan mønstre en organisationsgrad, der bare kommer i nærheden af den danske. Men derfor kan man godt lære af den.
Det hænger også sammen med, at EU-landene må imødese en fremtid, hvor det at have et fast arbejde fem dage om ugen kan gå hen og blive undtagelsen. Flere og flere vil være ansat som vikarer – enten i hjemlandet eller udlandet – eller på anden måde have flere arbejdsgivere, og spørgsmålet er så, hvad det gør ved deres retsstilling.
Med andre ord vil Kommissionen gerne have mere fleksibilitet, uden der går total bananrepublik i den. Og som Enhedslistens Jørgen Arbo Bæhr bemærkede på en høring i Folketinget i sidste uge, er tendensen netop, at man skruer fuldt op for fleksibiliteten, men glemmer den anden halvdel i ordet "flexicurity" – altså sikkerheden.
Høringen var arrangeret for at eksperter og arbejdsmarkedets parter kunne give medlemmerne af Folketingets Arbejdsmarkeds- og Europaudvalg gode råd, inden Danmark – lige som de andre EU-lande – skal svare på de 14 spørgsmål, der stilles i grønbogen.
Forskel på beskyttelse
Blandt eksperterne var Ruth Nielsen, som er professor ved Handelshøjskolen i København. Og hun gjorde opmærksom på, at Danmark altså også har et problem, når det gælder lønmodtagernes retsstilling – i hvert fald set fra EU's vinkel.
Sammenlignet med andre lande er det danske arbejdsmarked meget segmenteret – det vil sige opdelt. Fordi en stor gruppe lønmodtagere – funktionærerne – er sikret mindst tre måneders opsigelse via lovgivningen, mens andre kun har den beskyttelse, der fremgår af deres overenskomst eller individuelle kontrakt.
Den danske model er truet
Det kollektive danske aftalesystem har før været i karambolage med EU-rettens krav om, at alle skal have de samme rettigheder. Danmark blev for eksempel tvunget til at lovgive om EU's arbejdstidsdirektiv, da Kommissionen i sidste instans ikke ville acceptere, at reglerne alene stod nedfældet i de kollektive overenskomster.
Menneskerettighedsdomstolens dødsstød til eksklusivaftalerne er seneste eksempel på, at det er de individuelle vinde, der blæser stærkest over Europa, og til efteråret venter EF-domstolens afgørelse i den svenske Vaxholm-sag. Går den Sverige – og dermed også Danmark – imod, kan det være slut med at blokere virksomheder, der ikke vil indgå overenskomst. Og så fjerner man simpelthen grundlaget for den danske model, som LO-konsulent Per Klok sagde på høringen.
Alternativet til overenskomster er lovgivning. EU-Kommissionens store fokus på de individuelle rettigheder kan med andre ord blive lidt af en boomerang, når det gælder forsøget på at fremme flexicurity. Og arbejdsmarkedsforskeren Jesper Due var da også sikker på sit primære budskab til de fremmødte politikere:
- Oplægget fra kommissionen betoner især de individuelle rettigheder, og derfor bør Folketinget i sit høringssvar lægge vægt på, hvor væsentligt det kollektive aftalesystem er. Bare tage de igangværende overenskomstforhandlinger. Den tilpasning, der foregår til de enkelte brancher, ville man aldrig kunne opnå ved lovgivning, sagde han.