Brian Mikkelsen i samråd om PCB-fadæse

I flere år har fem ministerier syltet en landsdækkende dansk PCB-undersøgelse. Nu kræves Brian Mikkelsen i samråd.

Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen (C) bliver nu kaldt i samråd i PCB-fadæsen. Han skal svare på, om regeringen vil gennemføre en landsdækkende PCB-undersøgelse. En undersøgelse, som ministeriet selv skrinlagde i 2008. (Arkivfoto)Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen (C) bliver nu kaldt i samråd i PCB-fadæsen. Han skal svare på, om regeringen vil gennemføre en landsdækkende PCB-undersøgelse. En undersøgelse, som ministeriet selv skrinlagde i 2008. (Arkivfoto)

I flere årtier har PCB været kendt som en af verdens farligste miljøgifte. Men hvor lande som Sverige, Norge, Tyskland og USA allerede for mere end 10 år siden begyndte at rive PCB-befængte bygninger ned, er der ikke sket noget i Danmark.

Som Fagbladet 3F den seneste tid har afsløret, har der siden 2008 ligget en køreplan til en landsdækkende PCB-undersøgelse klar. Alligevel er intet sket.

Minister i samråd

I sidste uge skulle Miljøminister Karen Ellemann (V) stå skoleret i den voksende PCB-skandale.

Nu er det så Økonomi- og Erhvervsministeren, der afkræves svar på, hvorfor regeringen har vendt det blinde øje til de livsfarlige giftstoffer.

SF kræver, at Brian Mikkelsen (C) sætter fokus på den livsfarlige miljøgift, som er i tusindvis af danskeres hjem.

Ifølge Nyhedsbrevets oplysninger er ministeren kaldt i samråd 10. februar. Her skal han forklare, om regeringen vil lave en landsdækkende PCB-undersøgelse, så man endelig kan få vished om, hvor udbredt den ekstremt farlige gift er.

Læs hele spørgsmålet her.

Kravet kommer i forlængelse af længere tids mediestorm om regeringens manglende interesse for at kortlægge PCB-problemerne, som man har gjort i vores nabolande.

Masser af snak - ingen handling

Siden 1977, hvor PCB blev forbudt at bruge i byggeindustrien, har stoffet ligget i top over verdens farligste miljøgifte - også kaldet 'The Dirty Dozen'.

Flere forskere, læger, fagforeninger og gifteksperter har i årevis efterlyst en landsdækkende PCB-undersøgelse. Men på trods af at man har brugt flere år på at diskutere PCB-problemerne i de danske ministerier, er der stadig ikke sket noget. Ingen vil betale de 2,9 millioner kroner en landsdækkende undersøgelse kostede i 2008.

Til sammenligning vurderer et af landets førende rådgivningsfirmaer, Golder Associates, at en landsdækkende PCB-renovering i Danmark kan koste op til 81 milliarder kroner.