Ledige protesterer mod Region Hovedstadens byggeprojekt
Bygherre og entreprenør på ombygningen af Gammel Kongevej 33 indgår aftaler på skrømt. Det mener fagforening og ledige bygningsarbejdere, der protesterede mandag.
Ledige, københavnske bygningsarbejdere er ved at tabe tålmodigheden med opbygningen af Gammel Kongevej 33. De tvivlsomme forhold fortsætter. (Foto: Harry Nielsen) En snes arbejdsløse bygningsarbejdere markerede mandag morgen deres utilfredshed med Region Hovedstaden.
De arbejdsløse blokerede indgangen til ejendommen og byggepladsen Gammel Kongevej 33. Her skal Region Hovedstaden have sin distriktspsykiatri. Regionen har indgået et 10-årigt lejemål med ejendommens ejer, Holm Group. Ejeren ombygger nu ejendommen på regionens forlangende. Det sker på tvivlsomme løn- og arbejdsvilkår med stribevis af enkeltmandsfirmaer.
De lediges utilfredshed skyldes, at bygherren og entreprenøren åbenbart indgår aftaler på skrømt.
Aftale ikke underskrevet
- Det er dybt forkasteligt, at det offentlige får udført arbejde på tvivlsomme vilkår. Arme-ben polakker laver arbejdet, mens danske bygningsarbejdere går ledige, siger Kurt Nielsen, der er medlem af 3F BJMF og deltog i morgenens aktion.
Onsdag i sidste uge indgik fagforeningen på et mæglingsmøde en aftale med bygherren og entreprenøren Dan-Pol Byg. Med aftalen forpligtede parterne sig til at overholde den overenskomst, som Dan-Pol Byg tidligere har indgået. Samtidig erkendte Dan-Pol Byg at have brudt overenskomsten og indvilgede i at betale en bod på 400.000 kroner. Aftalen er imidlertid ikke blevet underskrevet.
- Meget tyder på, at de blot vil vinde tid og blive færdige med arbejdet. Så står vi tilbage med en lang næse. Det kan Region Hovedstaden da ikke bare passivt se på, mener Kurt Nielsen.
LO kræver hastemøde
Med bygherrens og entreprenørernes manglende underskrift på mæglingsaftalen er næste skridt et såkaldt fællesmøde. Det har LO krævet hasteafholdt - netop for at undgå, at arbejdet er færdiggjort, når den faglige sag kan afsluttes.
Formelt drejer den faglige sag sig om Dan-Pol Byg. Det er et dansk registreret firma ejet af to polske statsborgere. Men det er ifølge fagforeningerne bygherren, der trækker i trådene. Det er således et firma i Holm Group, der er rådgiver for Dan-Pol Byg.
Regionen er juridisk ikke involveret i sagen. Regionen skal være lejer i ejendommen, og regionen har ikke stillet krav om på hvilke vilkår, ombygningen skal foretages.