LO parat til at røre ved dagpengene

Dagpengesystemet trænger til en modernisering, men der skal ikke pilles ved efterlønnen, lyder det fra fagbevægelsen.

Fagbevægelsen er klar til at diskutere ændringer af dagpengesystemet ved torsdagens trepartsdrøftelser i Statsministeriet. Det skriver Jyllands-Posten.

”Jeg vil gerne være med til at se på en modernisering af dagpengesystemet,” siger 3F’s formand, Poul Erik Skov Christensen, til avisen.

Det har ellers ikke været fagbevægelsens kop te, at der skal ændres ved dagpengene, men a-kasserne oplever, at medlemmerne forsvinder, så derfor kan fornyelser være nødvendige.

”Dækningsgraden, som folk kan få, når de bliver ledige, er så ringe, at folk ikke længere organiserer sig i a-kasserne. Det er et problem for arbejdsmarkedet, fordi dagpengene er en væsentlig brik i den danske flexicurity-model,” siger LO-formand Harald Børsting.

Der er dog større potentiale i at få mindsket sygefraværet og opkvalificeret de ufaglærte, mener fagbevægelsen. Samtidig bliver en stramning af efterlønsordningen afvist fuldstændigt. Arbejdsmarkedskommissionen har ellers foreslået at fremrykke stigningen af efterløns- og pensionsalder, som ellers først sker i 2019 og 2024.

”Statsministeren må lægge debatten om efterlønnen død nu. Hver gang politikerne tager efterlønsdebatten op, kan vi se, at folk flygter over på ordningen, inden den bliver ændret,” siger Harald Børsting.

Også Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne afviser at genåbne velfærdsforliget for at ændre efterlønnen.