Skolepraktik sætter ny rekord

Mens regeringen er på vej med nedskæringer på skolepraktikordningen, er antallet af elever i skolepraktik steget til rekordhøje 7.114.

Murerlærlinge på Roskilde Tekniske Skole i skolepraktik. Antallet af elever i skolepraktik er mere end fordoblet på fem år.
 (Søren Zeuth)Murerlærlinge på Roskilde Tekniske Skole i skolepraktik. Antallet af elever i skolepraktik er mere end fordoblet på fem år. (Søren Zeuth)

Antallet af elever, der er i skolepraktik, fordi der ikke nok rigtige praktikpladser, er steget til rekordhøje 7.114 elever. En stigning på 876 elever på bare fire måneder og ny bundrekord, viser de nyeste tal fra Undervisningsministeriet,

Samtidig er regeringen efter alt at dømme på vej med nedskæringer på skolepraktikken i forbindelse med en reform af erhvervsuddannelserne, der for øjeblikket forhandles mellem forligspartierne.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres ordfører på erhvervsuddannelsesområdet Tina Nedergaard, til hvor store beskæringer der er i vente på skolepraktikområdet.

Erhvervslivet svigter

SiD's uddannelsessekretær Poul Hansen pointerer, at stigningen skyldes, at det private - og ikke mindst det offentlige erhvervsliv - tager alt for få unge ind.

- Arbejdsmarkedet har behov for mange flere faglærte, så det er godt at skolepraktikordningen findes. Men erhvervslivet burde være sit ansvar bevidst og oprette de nødvendige praktikpladser, siger han.

Antallet af elever uden praktikplads er også i støt stigning viser ministeriets tal. Fra 10.076 til 10.814 pr 1. april.