Mandlige topledere tager mest barsel
Topledere og mænd i høje stillinger tager meget mere barsel end lønmodtagere på et lavere niveau. Og tendensen er stigende, viser nye tal.
Blandt mænd i højere stillinger er der en større accept af, at man som mand har lyst til at gå på barsel. Foto: Colourbox Barsel er hot på de bonede gulve. I hvert fald som mand. Mænd i høje stillinger tager gennemsnitligt 19 dage mere barselsorlov end mandlige lønmodtagere på såkaldt ”grundniveau”. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Topledere og lønmodtagere på højeste niveau tog gennemsnitligt 51 dages barselsorlov for børn født i 2010. Det er to dage mere end året før. Derimod tog lønmodtagere på grundniveau blot 32 dages barsel for børn født i 2010 - et fald på én dag i forhold til børn født året før.
Vil man ses med en baby
Professor Nina Smith, Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet, forklarer det især ud fra et perspektiv om normer.
- At tage barsel for fædre er - ud over økonomi - også koblet til holdninger og normer. Har man lyst til at blive set med småfolk og sige, at man går på barsel. Det er der nok en større accept af blandt højtuddannede. Oveni er højtuddannede mænd også oftere gift med kvinder, hvor karrieren betyder noget. Og barsel har langt større karrieremæssige konsekvenser for højtuddannede kvinder, forklarer Nina Smith.
Hos kvinderne viser tallene netop også den omvendte tendens. Her holdt topledere og lønmodtagere på højeste niveau i gennemsnit 289 dage for børn født i 2010. Det er noget mindre end kvindelige lønmodtagere på grundniveau, der gennemsnitligt tog 303 dage.
Barsel bremser karrierekvinder
- Der er ingen tvivl om, at barsel sætter kvinderne tilbage karrieremæssigt i job, hvor der er et videre perspektiv. Modsat betyder barsel ikke så meget, hvis du for eksempel skal tilbage til arbejdet bag kassen, siger professor Nina Smith.
Ser man på brancher, topper barslen hos mænd inden for finansiering og forsikring. Mænd inden for landbrug, fiskeri og skovbrug holder derimod den korteste orlov.
Se tallene fra Danmars statistik
Se tallene fra Danmars statistik