Skattereform koster forældre på barsel

Skattereformen rammer mødre og fædre på pengepungen, når de fremover skal have barselsorlov. Helt skævt og ulogisk, lyder kritikken.

Den netop vedtagne skattereform rammer barslende forældre på pengepungen. (Foto: Colourbox)Den netop vedtagne skattereform rammer barslende forældre på pengepungen. (Foto: Colourbox)

Mænd og kvinder, der går på barsel, får det sværere økonomisk. Den nyligt vedtagne skattereform rammer nemlig også barslende forældre på pengepungen. Det viser beregninger, Fagbladet 3F har fået foretaget.

I kroner og ører går lønmodtagere på barselsdagpenge glip af op til 8 kroner pr. time i forhold til, hvis ændringerne ikke var indført. Det svarer til godt 1.200 kroner om måneden i 2023. Det skyldes, at barselsdagpenge ligesom andre overførselsindkomster ifølge skattereformen reguleres med en lavere sats fra 2016-2023.

Går imod hensigten

Professor Anette Borchorst, Aalborg Universitet, siger, at det slet ikke hænger sammen.

- Idéen med regeringens besparelse er at øge incitamentet til at arbejde. Det vil sige øge forskellen  mellem løn og passiv forsørgelse. Men det er helt ulogisk at ramme dem, der går på barsel. Gode barselsvilkår er jo med til at holde fødselsraten oppe og sikre, at vi ikke får en helt grånet arbejdsstyrke, siger Anette Borchorst.

Lønnen frem mod 2023 ventes at stige med 36,9 procent. Reguleringen af barselsdagpenge vil kun stige med 25,3 procent. Uden skattereformen ville barselsdagpengene til gengæld stige med 32,6 procent. Det svarer pr. time til, at kvinder og mænd på barsel går glip af 8 kroner i 2023, viser Fagbladet 3F's beregninger.

Risikerer tilbageslag for mænd

Anette Borchorst fremhæver også den kønsmæssige skævvridning:

- Kvinder, som tager det meste af barslen, får nu et yderligere løntab. For nogle kan det også betyde mindre pension, siger Anette Borchorst.

I 3F frygter man også, at færre fædre vil tage barsel. De seneste år har kommunalt ansatte mænd taget mere barsel. Blandt andet fordi man i overenskomsterne har sikret mændene 6 ugers orlov med fuld løn.

- Den positive udvikling, der er sat i gang, stritter voldsomt imod, at der nu kommer et yderligere tab i indtægt ved at gå på barsel, når det sker på dagpenge. Vi ved, at mænd ofte må tænke i økonomi, når der skal vælges barsel til eller fra. De økonomiske incitamenter forbedres bestemt ikke ved det her, siger Ellen K. Lykkegård, formand for 3F's offentlige gruppe.